Startup og investor, dét her bør du juridisk have fokus på nu?

Martin von Haller Grønbæk; Bird & BIRD, NordicMakers og #CPHFTW

Hvordan fortolkes de enkelte aftalebestemmelser i lyset af COVID-19? Er man selv ved at misligholde dem, eller er den anden part ved at gøre det? Skal man søge at genforhandle bestemmelser om levering og betalinger? Er der forhold i forbindelse med COVID-19, hvilke falder ind under, hvad jurister kalder force majeure?

Som alle andre virksomheder – måske lige på nær de offentlige – rammes tech-startups hårdt af den næsten totale nedlukning af samfundsøkonomien i kølvandet af COVID-19-virussen.

Den gode historie er, at tech-startups nok allerede er vant til at overleve i en krisetilstand. Her er hovedreglen hele tiden at omstille sig drastisk – pivotere – for at tilpasse sig nye omstændigheder. Den dårlige er, at den nuværende krise for virksomheder i bund og grund handler om en ting: likviditet. Og tech-startups er nærmest per definition meget sårbare her. De har sjældent mange penge i banken.

Alt handler om kontanter. Har du likviditet til at betale dine regninger i takt med, at de forfalder til betaling? Når man skal vurdere, om en virksomhed skal erklæres konkurs, ser man ikke efter, om egenkapitalen er negativ, altså, om værdien af ens aktiver er mindre end passiverne. Nej, man vurderer, om virksomheden er i stand til at betale sine kreditorer, når deres krav forfalder. Likviditeten betydet alt.

Ledelser bør nu være proaktive

COVID-19-krisen har heldigvis fået politikerne til at handle hurtigt og langt hen ad vejen konsekvent og konstruktivt. Den danske regering har med bred politisk opbakning vedtaget omfattende – og hidtil usete – støttepakker for erhvervslivet. Mange af disse initiativer er meget relevante for tech-startups.

Udsættelse af frister for betaling af offentlige afgifter og skatter vil selvsagt forbedre likviditeten på passivsiden. Det samme gælder for kompensation for løn til hjemsendte medarbejdere, som en procentdel af tabt omsætning, og tilskud til betaling af faste udgifter.

Der vil sikkert snart komme yderligere tiltag. “Watch this space” idet de seneste nyheder herom blandt andet kan læse her. Men hvis man ser bort fra, hvad staten hjælper med, hvad kan og bør ledelsen af en tech-startup gøre for bedst muligt at sikre den likviditet, der i sidste ende skal forhindre en konkurs? Her handler det først og fremmest om at nærlæse de aftaler, som virksomheden har med leverandører, kunder, medarbejder, kreditorer (samt debitorer) og ejere.

Hvordan fortolkes de enkelte aftalebestemmelser i lyset af COVID-19? Er man selv ved at misligholde dem, eller er den anden part ved at gøre det? Skal man forsøge at genforhandle bestemmelser om levering og betalinger? Er der forhold i forbindelse med COVID-19, som ledelsen selv ingen indflydelse har på, hvilke er så ekstreme, at de falder ind under, hvad jurister kalder force majeure (læs mere om Force majeure og COVID-19 her)?

Det er nu, at ledelsen skal tænke fremad og være proaktiv.

Tag selv kontakt

Det er næsten altid en bedre taktik selv at rette henvendelsen til den anden part, hvis man vil have ændringer til det aftalte. Hellere det end at vente på, at den anden part selv finder genforhandling nødvendig. Det er altid nemmere at forhandle om bedre vilkår, når man ikke endnu har brudt de gældende vilkår.

Tech-startups har ofte kun et ret ensidigt forhold til deres bank. Man bruger sin bank til at modtage penge fra kunder og til at betale sine medarbejdere og leverandører. Hvis man er heldig, så har man penge stående på en indlånskonto, fordi man har rejst penge fra investorer. Men det er sjældent, at danske tech-startups har væsentlige kreditfaciliteter i form af længere banklån. Det eneste lån består af en almindelig kassekredit.

I det hele taget er det sjældent, at en større del af finansieringen består af lån, eller det man kalder fremmedkapital. Udover naturligvis de ofte store lån, stifterne selv har ydet deres virksomhed. Der er en stor risiko for, at banker i panik opsiger eksisterende lån og kassekreditter med meget kort varsel.

Uden en nærmere juridisk vurdering vil det være sådan, at de fleste kassekreditaftaler giver banken mulighed for uden videre at opsige mellemværende til fuld og øjeblikkelig indfrielse. Ledelsen bør se almindelige låneaftalers afviklingsvilkår igennem for at vurdere, hvorvidt de under ekstreme omstændigheder som de nuværende kan opsiges. Og så skal man huske, at en bank som udgangspunkt vil kunne modregne alle indeståender i alle udeståender.

Altså, banken kan tage pengene fra den konto, som man bruger til at betale medarbejdere og leverandører, eller den, hvor provenuet fra en nylig investeringsrunde er placeret, og bruge dem til at modregne i et lån.

En sådan modregning kan gøre ondt meget værre. Virksomheden skylder penge til mange andre end banker: medarbejdere, det offentlige, leverandører og andre långivere. Her gælder det om nøje at vurdere, hvem det er mest “vigtigt” at betale til tiden, og i hvilken rækkefølge. Beslutningen må tages på grundlag af en vurdering af de gældende aftaler. Hvilke krav er dækket af sikkerheder, som er stillet for gælden, f.eks. personlig hæftelse, pant i rettigheder til software og andet IPR? Vil manglende betaling betyde leveringsstop?

Fornuftige kreditorer vil forstå

Desværre er dette ikke en særlig rar øvelse at gå igennem for en ledelse, der ellers altid med stolthed betaler sine regninger til tiden. Men den er nødvendig, hvis man skal sikre sin virksomheds overlevelse og varetage sine investorers interesse. Man skal så også huske på, at alle er i samme båd, eller måske snarere forsøger alle ikke at drukne. Husk på, at ens egne debitorer foretager præcis de samme overvejelser. Men igen, her er det bedre at være proaktiv. Hellere hurtigt kontakte de kreditorer, fra hvem man gerne vil have ændrede vilkår for betaling.

I lyset af omstændighederne og af, at manglende forståelse vil føre til din virksomheds konkurs, vil en fornuftig kreditor forstå, at der er behov fleksibilitet. Men det kræver måske nye aftaler om sikkerhedsstillelse i fakturaer, højere renter, IPR og andet. Sådan en fortrinsret eller bedre vilkår kan dog være problematiske i forhold til andre kreditorer.

Andre har måske ret til at kræve sine tilgodehavender betalt straks, hvis de forfordeles eller stilles ringere. Husk også her, at i de fleste ejeraftaler vil sikkerhedsstillelser ofte kræve en godkendelse fra bestyrelse og fra investorerne. Sikkerhed for krav mod en tech-startup i form af personlig hæftelse for en stifter eller ved at stille personligt ejede aktiver som hus eller ejerandele i selve virksomheden i pant må kraftigt frarådes. Det er dog ofte tilfældet for mindre enmandsvirksomheder, hvor grænsen mellem personen og selskabet er svær at drage. Personlige hæftelse kan nok også gå an, hvis den er mere symbolsk end ligefrem velfærdstruende.

Der er netop mange gode grunde til, at en tech-startup altid organiseres i selskab med begrænset hæftelse. Det er meget urimeligt, at stifteren, som ofte deler sit ejerskab med mange andre, skal hæfte personligt. Personlig hæftelse vil altid påvirke stifterens handlekraft og beslutninger på en uheldig måde, der ikke er i virksomhedens interesse.

Medarbejderne er de vigtigste kreditorer

Nok de vigtigste kreditorer i en tech-startup – som i alle virksomheder – er medarbejderne. De skal have udbetalt løn hver måned. Hvis ikke dette sker, så kollapser virksomheden meget hurtigt. Dels stopper medarbejderne med at arbejde, dels får man skattemyndighederne på nakken med det samme.

Normalt er det meget svært at genforhandle vilkår med medarbejdere. Men intet er jo “normalt” i øjeblikket. Medarbejdere i næsten alle virksomheder, der i øjeblikket er truet af lukning, vil være åbne for drøftelse af ændrede ansættelsesvilkår, forstået som forringede vilkår. Man må forvente, at medarbejdere i tech-startups generelt er mere fleksible dels på grund af et mere åbent mindset, dels fordi deres personlige økonomiske omstændigheder er meget fleksible. Disse er ofte yngre medarbejdere uden forsørgerpligter etc. Og så er der jo betydeligt færre konkurrenter at gå til i dag, hvis man er utilfreds med vilkårene.

Forholdet til medarbejdere skal ses meget bredt. Der kræves et stort overblik fra ledelsen, hvor både situationen i dag og på længere sigt tages i betragtning. Mulighederne er mange. Man kan beholde medarbejdere på uændrede vilkår, opsige fuldt ud, sende hjem med statens lønkompensation og så forsøge at ændre vilkårene ved en nyforhandlet aftale. Alle de muligheder bør nøje overvejes, og det bør ske for hver enkelt medarbejder hver for sig. Tech-startups har sjældent folk ansat på overenskomsten, selvom medarbejdere i øvrigt er med i og ofte repræsenteres af en fagforening i forhandlinger om ansættelsesvilkår.

Mulighederne for opsigelse, hjemsendelse med lønkompensation og/eller ændrede arbejdsvilkår må ske i henhold til de gældende ansættelseskontrakter og funktionærloven. Udover, at længden af opsigelsesfrister afhænger af anciennitet og opsigelsesgrund, så skal der tages stilling til konkurrenceklausuler og deltagelse i warrant-programmer. Dette vil ikke blive yderligere omtalt her.

Genforhandling af ansættelsesvilkår

Fokus er i det følgende på mulighederne for genforhandling. Ændrede ansættelsesvilkår kræver frivillighed. Men frivillighed kan være dikteret af omstændighederne. Dermed skal ændringerne være reelle. Det er ikke en god idé at begive sig ind i for meget skattetænkning.

Det er muligt, at regeringen i den akutte situation vil gøre det muligt at udskyde A-skattebetalingen fra virksomhedens side. Men ellers vil udgangspunktet som ellers være, at hvis lønnen optjenes for en periode, men betalingen blot udskydes til et senere tidspunkt af hensyn til virksomhedens likviditet, så falder A-skatten af lønnen alligevel ubønhørligt til slutningen af den næste måned. Der er derfor nok ikke nogen vej uden om at overtale en medarbejder til nu og her at gå ned i løn, hvis dette skal have positiv indvirkning på virksomhedens likviditet.

For at gøre dette attraktivt for medarbejderen skal det ses i lyset af et regnestykke, hvor blandt andet medarbejderens tab ved en fyring indgår; altså løntab modregnet understøttelse eller kontanthjælp, eventuelle tab ved et afbrudt warrant-program og andre fordele.

På den modsatte side af regnestykket kan fremtidige fordele indsættes. Det kunne være et længere opsigelsesvarsel, et (udvidet) warrant-program, højere løn på et fremtidigt tidspunkt. Der skal jo være noget i det for begge parter. Det er meget få grænser for, hvad der kan aftales, hvis ellers parterne er enige. Men, og dette er et meget stort men, alle ændringer om ændrede lønvilkår risikerer at løbe ind i skattemæssige udfordringer. Derfor er det meget vigtigt, at alle aftaler om ændrede vilkår vurderes juridisk og skattemæssigt, før de underskrives. I det hele taget bør hele processen nøje gennemtænkes, før den implementeres.

Men så må man jo også forsøge at forhandle sig til gode vilkår med sine rådgivere, således at besparelser går op med nye rådgivningsomkostninger. Det må også forventes, eller ligefrem kræves, at skattemyndighederne under disse omstændigheder udviser en konstruktiv, pragmatisk og fleksibel tilgang.

Lige nu er medarbejderne den vigtigste brik

Nye aftaler med medarbejdere kan være den vigtigste brik i, at tech-startups kan sikre overlevelse. Ejere – altså anpartshavere og aktionærer (kapitalejere) – er ikke kreditorer. De har først et krav på at få deres investeringer betalt tilbage, når alle kreditorer har fået deres penge, og selskabet opløses – medmindre der forinden udbetales dividende eller udbytte.

Mange investorer har imidlertid ydet virksomheden lån i form såkaldte konvertible lån (convertible notes). Disse er almindelige lån, men med en ret til at konvertere lånet til ejerandele. Sådanne lån er i dag meget almindelige som investeringsinstrumenter i tech-startups. Indtil der er sket en konvertering, kan lånene ofte kræves tilbagebetalt.

Ledelsen bør genopfriske sin viden om disse vilkår og finde ud af, om investorerne har lov til at kræve lånene ekstraordinært tilbagebetalt på grund af COVID-19. Hvis ja, så skal ledelsen forsøge at få aftaler på plads med investorerne om udskydelse af tidspunktet for tilbagebetaling. Eller måske endnu bedre: at få lånet konverteret nu med det samme.

Mange investeringer i ejerandele sker med indbetaling af investeringen opdelt i trancher. Trancherne falder først, når visse frister, med eventuelle milepæle, er nået. Her bør investorer og ledelse måske drøfte, at disse betalinger fremskyndes under hensyntagen til sikringen af selskabets likviditet.

Rettidig omhu, ja, men også kreativitet og nytænkning

I det hele taget kalder den ekstraordinære situation, som tech-startups nu befinder sig i, på, at ledelsen danner sig et overblik over likviditeten og tænker i helhedsløsninger. Hvis medarbejdere, stiftere og ejere kan finde fælles fodslag, er det mere sandsynligt, at kreditorer, leverandører og det offentlige vil lege med. Alternativet er jo en konkurs eller en anden form for omstrukturering, hvor alle taber. Der skal altså laves aftaler, hvor flest mulige af interessenterne tages i ed.

Og så til sidst. Det er muligt, at det lyder selvmodsigende at tro, at disse tider kalder på flere investeringer i ejerandele i de tech-startups, der nu har det svært. Men for de startups, som i dag alene er truet på livet på grund af de eksogene forhold, der følger med en reel nedlukning af samfundet, men som i øvrigt er sunde og raske, så er det måske lige nu, at det giver mening at investere i dem. Javel, risikoen er stor, men det er potentialet også.

Udsigten til en stor mulig gevinst kan være grunden til, at alle interessenter, der har krav mod selskabet, får tilbudt en større eller mindre ejerinteresse i den virksomhed, som deres fleksibilitet medvirker til at sikre overlevelsen for. Det kan være i form af et warrant-program for medarbejdere. Det kan være tilbud til kreditorer om at betragte en del af deres tilgodehavende som en investering, der så senere kan konverteres til en ejerandel. Der findes investeringsaftaler i dag, der giver ret til at tegne nye ejerandele, men som udskyder forhandling om værdisætning, hvilket jo er svært midt i af en krise, til et senere tidspunkt, når virksomheden rejser flere penge, end tech-startups. Det primære mål skal være at sikre likviditeten. Det er nødvendigt at være proaktiv og udvise rettighed omhu. Men det er også nu, man skal være kreativ og nytænkende.

Kilde Bootstrapping.dk 24. marts 2020 https://bootstrapping.dk/martin-von-haller-startup-og-investor-det-her-boer-du-juridisk-have-fokus-paa-nu/

Udgivet i article, Danish, Dansk, StartUp | Tagget , | Skriv en kommentar

Er der for få europæiske unicorns, og hvad kan Margrethe Vestager gøre ved det?

Af Martin von Haller Grønbæk, formand CPHFTW fonden, og IT-advokat og partner, Bird & Bird.

Som The Economist så rigtigt anførte her fornyligt, “Unicorns, worth $1bn-plus, remain as rare on the old continent as the term suggests they ought to be. Forget Euro-Facebook or Le Google.1” Men er det et problem for Europa, at de største tech virksomheder ikke findes i Europa, men nærmest udelukkende i USA – dog i stigende grad også i Kina?

Først skal det dog så lige tilføjes, at Norden faktisk klarer sig rigtig godt udfra en international målestok, når man ser på, hvor mange unicorns der tager deres udgangspunkt blandt nordiske tech startups. Som en undersøgelse fra det nordiske venture kapital firma, Creandum, fra 2015 viste, så ligger vi i Norden i den absolute top, når antallet af nordiske unicorns ses i forhold til den nordiske økonomi, befolkningstal og de penge, der her investeres i tech startups2.

Men er det vigtigt for Europa, at flere unicorns fødes og vokser op og bliver voksne her? Det er vigtigt for vores europæiske selvforståelse og selvtillid, at nogle af vores virksomheder, særligt indenfor tech bliver verdensdominerende og er med til at sætte globale standarder. Men lad os her fokusere på de effekter, som europæiske tech giganter får på vores samfundsøkonomi.

Det handler om, at vi brug for disse unicorns for deres positive bidrag til vores samfundsøkonomi. Successfulde tech virksomheder højner innovationsniveauet i erhvervslivet og i samfundet generelt. Men helt konkret så skaber unicorns, både på den korte og længere bane, så skaber unicorns et højere skattegrundlag til medfinansiering af vores velfærd og andre samfundsudgifter. Her er beskatning af afkastet på en business angels eller VC funds investering i unicorns nok ikke afgørende. Mange investorer vil befinde sig andre steder i verdenen og blive avancebeskattet der. Succes for europæiske tach startups må ikke gøres afhængig af kun at have lokale investorer.

Receptfria Potensmedel på Apoteket https://alfapotensmedel.com i Sverige. Om du vill köpa potensmedel online i Sverige ska du välja online-apotek noggrant.

Nej, det handler om, at unicorns forbliver i Europa og skaber vellønnede arbejdspladser her. Størstedelen af disse vil befinde sig de steder, hvor virksomheden hører hjemme. Heldigvis har mange unicorns, der har flyttet hovedkvartet og selskabsstruktur væk fra Danmark, etableret store udviklings- og salgsorganisationer i Danmark3. Men forblev også alle ledelsesfunktioner i Danmark, vil også flere højtlønnede stillinger skulle oprettes her. Og alle disse ansatte boende her vil skulle beskattes her.

Når tech virksomheder opnår en vis størrelse og modenhed, begynder de så også for alvor at tjene penge. I dag placeres overskuddet ofte i skattely. Dette er ikke ulovligt og giver god mening fra den enkelte virksomheds perspektiv. Men det er dybt urimeligt, at europæiske tech virksomheder skal tænke i sådanne skattely tanker, når de bliver profitable. Flere unicorns ville utvivlsomt blive i deres oprindelseslande, hvis ikke de skulle konkurrere med store internationale tech giganter, der betaler minimal skat i et eller andet skattely.

Så hvad kan Margrethe Vestager gøre for, at der skabes flere europæiske unicorns? Hun kan på EU plan hjælpe til med, at europæiske virksomheder, der har potentialet til at blive verdensledende tech virksomheder, får samme vækstvilkår, som deres amerikanske (og nu også kinesiske) konkurrenter har. Hun bør sikre, at alle beskattes lige og bidrager på rimelig vis, blandt ved at støtte op om det gode arbejde, der i dag foregår på OECD plan.

Hun bør søge at gennemføre et reelt indre marked for digitale tjenester. Europæiske tech startups sjak have adgang til et lige så stort og tilgængeligt hjemme marked, som amerikanske startups har. Hun bør fortsætte med sit aggressive arbejde for konkurrenceområdet. Det skal sikres, at internationale tech giganter ikke bruger deres dominerende stillinger til at forhindre konkurrence fra deres mindre europæiske rivaler.

  1. Der Techlash: Europe has so many issues with Big Tech it hardly knows where to begin, The Economist – https://www.economist.com/business/2019/10/03/europe-has-so-many-issues-with-big-tech-it-hardly-knows-where-to-begin
  2. Nordic Tech is on fire — almost 10% of global BUSD exits over past 10 years, Creandum blog – https://blog.creandum.com/nordic-tech-is-on-fire-almost-10-of-global-busd-exits-over-past-10-years-e52baf4de61
  3. I Silicon Valley jargonen kalder man sådanne startups, der placerer deres hovedkvarter i Silicon Valley, men leer deres udvikling forbliver i deres oprindelsesland, for “Mullet startups”. Den dybere mening af at navnegive startups efter, hvad vi herhjemme vl kalde “svenskerhår” eller “bundesligahår” kendes ikke.
Udgivet i English | Tagget , , , , | Kommentarer lukket til Er der for få europæiske unicorns, og hvad kan Margrethe Vestager gøre ved det?

Kronik: Hvordan håndterer vi techgiganterne uden at følgeskade danske startups?

Af Martin von Haller Grønbæk og Thomas Madsen-Mygdal

I denne uge besøger den amerikanske Harvard professor Shosana Zuboff Danmark for at tale om sit mammutværk på 700 sider fra i år “The Age of Surveillance Capital – The Fight for a Human Future at the New Frontier of Power”.

Bogen har på kort tid og med rette fået status som standardværket for vores forståelse af den nye datakapitalisme. Bogen maler et meget sort billede af de forretningsmetoder, som de store primært amerikanske techgiganter som Google og Facebook har baseret deres enorme overskud og børsværdier på.

Den nye økonomiske logik kalder Zuboff for en “overvågningskapitalisme”, hvor virksomhederne søger at maksimere deres “adfærdsoverskud”. Det skabes ved at indsamle personlige data fra brugere i alle livets forhold, online eller offline, med eller uden deres tilladelse. Disse data benyttes til at forudse, og i stigende grad til påvirke eller ligefrem diktere, brugernes handlinger.

“Forudsigelsetjenester” sælges med stor profit af overvågningskapitalisterne til de egentlige kunder, virksomheder som med stor sandsynlighed ønsker at kunne “tvinge” en bruger til at købe en vare – eller måske til organisationer, der ønsker at påvirke den politiske proces.

De små virksomheder vil lide

Der er bred enighed om, at overvågningskapitalisme må underlægges stærkere regulering fra samfundets side. Spørgsmålet er blot hvorledes? Og her er der ikke meget hjælpe at hente hos Zuboff. Hun henviser mest til vage begreber som etablering af et digitalt frirum, aktivisme og personligt engagement. Og så naturligvis til GDPR og et behov for mere persondatabeskyttelse.

Men her skal vi passe på. I den ideelle verden kunne det måske være en god del at opstille nye former for forbud, særregler for adfærd og krav om indsigt via rapportering. Vi skal imidlertid huske, at al lovgivning medfører omkostninger, og at det særligt er de småvirksomheder, der uforholdsmæssigt rammes af og lider under compliance byrden.

De store virksomheder ansætter bare flere jurister, pr-folk og compliance medarbejdere, og lægger så omkostningen oveni prisen.

Techgiganterne skal også betale deres del af den skat, der opretholder det samfund, som de små techstartups bidrager til

Små virksomheder – i dette tilfælde tech-startups – har ikke denne luksus. Ofte må en nystiftet virksomhed lukke ned på grund af de omkostninger, som lovbyrden påfører dem. Ofte vil de slet ikke komme videre fra ideen, da ingen investor vil finansiere en virksomhed, hvor størstedelen af investeringsbeløb skal gå til at betale advokater.

Desværre ser man ofte, at uigennemtænkt lovgivning således mere virker som en form for skat på innovation, der holder startups med nye forretningsmodeller ude fra det markedet, hvor de netop skulle konkurrere og udfordre de techgiganter, som lovgivningen jo oprindeligt var møntet på.

Tech bør reguleres

Men der skal gøres noget.

Zuboff sætter nødvendig fokus på de problemer med de internationale techgiganter, der har været kendt i de sidste 10-15 år. Siden disse techvirksomheder netop blev giganter.

Men samfundets krav om regulering af techgiganter, som Zuboff fint lægger vejen for i sin bog, bør fokusere den egentlige grund til techgiganters dominans: De har opnået dominerende positioner, hvor de forhindrer andre i at konkurrere med dem og derved at tilbyde brugere, borgere, virksomheder og stater alternative produkter og tjenester.

Sådanne alternativer kunne være løsninger, der ikke er baseret på reklamefinansierede forretningsmodeller. De er ofte datamonopoler, der forhindrer nye innovative tjenester. Tech bør reguleres. Som al anden økonomisk aktivitet. Det er forkert og naivt at tro, at bare fordi “der er tale om ny teknologi”, så skalsamfundet blande sig uden om.

Techgiganterne skal betale deres andel

Men fokus bør være på at skabe rammevilkår, der gælder for alle. Store tech giganter såvel som små tech startups. Regulering skal sikre en reel fri konkurrence. Dette handler om nyfortolkning af “traditionel” konkurrenceret. Mange af reguleringsværktøjerne ligger lige for. De skal ikke genopfindes men blot benyttes.

Også uden en nyfortolkning af konkurrenceregler, bør Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen træde i karakter og adressere techgiganternes rolle på de danske markedet. Ligeledes bør Datatilsynet sikre, at Danmark tager ansvar for danske borgere i forhold til techgiganterne.

Og så skal vi ikke glemme skat. Det er vigtig at få opdateret internationale regler om beskatning af digitale tjenester og immaterielle rettigheder, herunder reglerne om transfer-pricing. Techgiganterne skal også betale deres del af den skat, der opretholder det samfund, som de små techstartups bidrager til.

Kilde Opinion i Børsen Online 27-10-2019: https://borsen.dk/nyheder/opinion/artikel/1/388469/kronik_hvordan_haandterer_vi_techgiganterne_uden_at_foelgeskade_danske_startups.html

Udgivet i article, Danish | Tagget , , , , , | Kommentarer lukket til Kronik: Hvordan håndterer vi techgiganterne uden at følgeskade danske startups?

It-advokat: Techgiganternes brug af data skal reguleres – ikke forbydes

Af Martin von Haller Grønbæk, It-advokat, partner Bird & Bird

Der i dag bred enighed om, at de store techgiganter som Google, Facebook, Amazon og andre leverandører af tjenester, som vi alle benytter i vores dagligdag på arbejde og derhjemme, har fået for stor magt.

De bestemmer for meget over vores markeder, vores demokrati, vores samfund, ja, over os hver især som individer.

Deres magt er i høj grad besvaret på deres besiddelse af data.

Et nyt begrebsapparat

Vi taler om, at data, særligt personlige data, er det nye råstof, at data er den nye kapital, som alle virksomheder søger at akkumulere og udnytte.

Den nye form for kapitalisme og dens underliggende logik har også sit eget begrebsapparat. Man taler nu om “overvågningskapitalisme”, hvor overvågningskapitalismen skaber et “adfærdsoverskud”.

Det skabes ved at indsamle personlige data fra brugere i alle livets forhold, online eller offline, med eller uden deres tilladelse. Disse data benyttes til at forudse og i stigende grad til påvirke eller ligefrem diktere brugernes handlinger.

”Forudsigelsetjenester” sælges med stor profit af overvågningskapitalisterne til de egentlige kunder, virksomheder som ønsker med stor sandsynlighed at kunne “tvinge” en bruger til at købe en vare – eller måske til organisationer, der ønsker at påvirke den politiske proces.

Receptfria Modafinil på Apoteket modafinil i Sverige. Om du vill köpa Modafinil online i Sverige ska du välja online-apotek noggrant.

Forfatteren bag besøger Danmark

Det nye begrebsapparat kan vi først og fremmest takke den amerikanske Harvard-professor Shoshana Zuboff for.

Hendes mammutværk på 700 sider fra i år ‘The Age of Surveillance Capital – The Fight for a Human Future at the New Frontier of Power’ har på kort tid og med rette fået status som standardværket for vores forståelse af den nye datakapitalisme.

Bogen analyserer datakapitalisme i en historisk, sociologisk, økonomisk og sågar filosofisk kontekst.

‘The Age of Surveillance’ har i dag fået samme referencestatus som Thomas Pikettys ‘Capital in the 21st Century’. Og ligesom for Pikettys værk gælder det, at de færreste, der refererer til Zuboffs værk, nok har besværet sig med at læse det.

Zuboff besøger i denne uge Danmark og giver forskellige interviews.

Det er derfor på sin plads at spørge, hvad vi som virksomheder og (for)brugere, borgere og politikere kan bruge hendes værk til? Det korte svar, at vi kan bruge hendes problemanalyse, men at hun ikke giver mange bud på handling.

Zuboff kortlægger for os, hvilken markedslogik Googles og de andres forretningsmodeller benytter sig af. Det bliver uden nåde udlagt i detaljer, hvorledes Facebook indsamler data om os i alle henseender og relationer. Nu gennem smartphones og i stigende grad i fremtiden gennem sensorer.

Hun beskriver, hvorledes disse indsamlede data ved hjælp af kunstig intelligens i stigende grad påvirker vores forskellige valg.

Kun få konkrete handlingsforslag

Bogens kortlægning af kvantificering og markedsficering af det menneskelige er fremragende.

Men Zuboffs sprog er dog også overdrevent teatralsk, og hendes sammenligninger af dagens overvågningskapitalister med den spanske inkvisition og andre uhyrligheder er hysterisk.

Og når nu fanden (med rette) så eftertryggeligt er malet på væggen, så spørger man naturligt: OK, hvad skal vi så konkret gøre ved denne massive uretfærdighed, der efter Zuboffs opfattelse i bogstavelig forstand er ved at udslette om ikke menneskeheden så menneskeligheden.

Først i allersidste kapitel giver Zuboff nogle bud på, hvorledes vi som borgere skal bekæmpe overvågningskapitalismen.

Der er dog ikke mange konkrete forslag at hente. Zuboff gør gældende, at der skal laves ny regulering, men giver ikke bud på hvilken.

Hun henviser til behovet for at sikre mennesker et tilflugtsted eller frirum (“sanctuary”), hvor vi kan være fri fra den digitale overvågning og træffe vores frie valg som forbrugere og borgere.

Hun taler nok om vores digitale hjem, hvilket jo minder lidt om området dækket af vores grundlovssikrede ret til boligens ukrænkelighed.

Men hun kan ikke forklare, hvad et frirum så betyder i en digital verden, og kommer helt til kort, når hun skal foreslå konkret lovgivning. Hun mener dog, at GDPR er et skridt i den rigtige retning. Men mest opfordrer hun til aktivisme og personligt engagement.

Overvågningskapitalisme skal reguleres som markeder

Der er egentlig ikke så mærkeligt, at Zuboff kommer til kort her. Det er selvfølgelig lige nemt nok for mig at henvise til, at hun ikke er jurist. Men så alligevel ikke.

Ligesom med klimaregulering, så fokuserer de fleste på, at løsningen ligger i de enkelte individers handlinger og henviser til awareness og adfærdspåvirkning.

Men hvordan regulerer man så helt konkret adfærd. I det her tilfælde, hvorledes regulerer man techgiganternes adfærd. Her gives der ikke mange konkrete bud.

Men det er faktisk meget enkelt, samtidig med at det også ret kompliceret. Man lærer af, hvorledes man siden tidernes morgen har reguleret økonomisk aktivet.

Som Zuboff selv fortæller os, så handler det om at regulere overvågningskapitalisme. Det handler om at regulere et marked. Det handler ikke om at forbyde et marked.

Hvis markedet for forudsigelsestjenester og de data, der skaber adfærdsoverskud, skulle helt lukkes ned, så skulle det mest “tradtionelle” reklame og kommunikation også forbydes.

Nej, reguleringen skal tilstræbe, at netop dette i princippet helt legitime marked kan fungere på frie og fair vilkår. Handlerne skal foregå til alles fordel.

Økonomer ville sige, at man ved regulering skal promovere efficient ressourceallokering. Vi har mange juridiske værktøjer til regulering af markeder. Det er en opgaver, jurister og økonomer har arbejdet i tusinder af år.

Lovgivning om konkurrence og markedsføring

Det måske vigtigste værktøj er konkurrencelovgivningen. Her er det rigtigt, når Zuboff siger, at den hidtidige anvendelse af konkurrenceret og monopollovgivning ikke har været effektiv.

Lovgiver og domstole har ganske enkelt ikke kunnet forstå, hvordan datamonopoler opstår og udnyttes.

Det er man ved at komme efter både gennem Margrethe Vestagers indsats som EU’s konkurrencekommisær og senest også i form af en hel del amerikanske delstaters sagsanlæg mod Google efter antitrust-regler.

Beskatning lokalt og internationalt er også en væsentlig del af at sikre det level playing field, der kan give de store techgiganter mere konkurrence for mindre lokale virksomheder.

Et andet værktøj er markedsføringslovgivningen. Regulering af virksomheders markedsføring søger også at fremme et velfungerende og fair marked, hvor køberne træffer frie valg.

I Danmark bør vi se på, hvorledes vi under kravet i markedsføringslovens § 1 om, at virksomheder skal overholde god markedsføringsskik, kan regulere den uacceptable påvirkning af forbrugere til køb og andre dispositioner, der er dikteret af uigennemskuelige algoritmer.

Måske skal anvendelse af data til at påvirke den demokratiske proces være helt forbudt?

Brug for mere gennemsigtighed

Hvad enten der er tale om regulering af markedsføring eller af konkurrence, så vil mere gennemsigtighed være formålstjenligt.

Helt konkret bør det overvejes at kræve fuld indsigt i, hvorledes data indsamles og behandles af overvågningskapitalisterne. Det handler først og fremmest om adgang til at forstå de algoritmer og den kunstige intelligens, der behandler de indsamlede date.

Transparens kan fremmes på flere måder og i flere niveauer.

Virksomheder kunne pålægges en pligt til at opbygge deres systemer på en måde, hvor adgang til at se algoritmer kunne rent faktisk bidrage til en forståelse af deres indhold.

Måske skulle visse algoritmer være helt åbne og tilgængelige for inspektion ligesom kravet for patenter?

Måske skulle visse algoritmer kun være tilgængelige for eksperter, der under fortrolighed på vegne af det offentlige eller domstole kunne vurdere dem?

Overvågningskapitalisme er en markedsform og bør reguleres som sådan. Fokus bør være at få markedet til at fungere på frie og fair vilkår. Ikke at forbyde markedet som så.

Kilde Debat Digital i Altinget 27-10-2019: https://www.altinget.dk/digital/artikel/it-advokat-tech-giganternes-brug-af-data-skal-reguleres-ikke-forbydes

Udgivet i Article, Danish | Tagget , , , , , , | Kommentarer lukket til It-advokat: Techgiganternes brug af data skal reguleres – ikke forbydes

BIRTHDAY Reception 30 August 2013

Dear all,

there are two ways to look at it: Either it is very sad that 10 years have now passed since I celebrated my 40 years anniversary and now at 50 I am really turning into a grumpy old man – or there is so much reason to celebrated that now I have turned a sharp corner while still in a good mental state and physical form. Though I cannot entirely rid myself from the former perspective I definitely choose take the latter view.

My Facebook profile states that I turned 50 years old 17 August 2013. In fact, my birthday certificate says that I was born in April 1962.

In any event, you are invited to my 50 years birthday reception in Copenhagen

Friday 30 August 2013 between 15:00 – 18:00 CET

Venue: Admiral Gjeddes Gaard, Store Kannikestraede 10, 1169 Copenhagen K. DENMARK. (Google map)

If you by chance is in Copenhagen that day and time, please come by and say hallo. But please, fill out and send the form below to say that you will be there, so we can plan food and stuff or sign up here at Facebook.

[contact-form][contact-field label=’Name’ type=’name’ required=’1’/][contact-field label=’I will be there on 30 August!’ type=’checkbox’ required=’1’/][/contact-form]

I hope to see you in Copenhagen  30 August 2013 or somewhere and sometime else in the next 10 years 🙂

 

Udgivet i English | 1 kommentar

Bird & Bird reception

Den 1. maj 2013 fusionerede BvHD med det internationale advokatfirma, Bird & Bird.

Med fusionen har vi fået 1900 nye kollegaer fra 3 kontinenter og mere end 20 lande. Vi kan derfor tilbyde en dimension i international juridisk rådgivning, helt uden sidestykke i Danmark.

Vi glæder os samtidig til at fortsætte vores gode relationer og det gode samarbejde med vores mange klienter og samarbejdspartnere; blot sker det under et nyt navn og med flere varer på hylderne.

Vi er stolte og glade over fusionen, som vi gerne vil fejre med venner, samarbejdspartnere og klienter.

Vi inviterer derfor til reception og networking tirsdag den 4. juni 2013 kl. 15:00 – 18:00 på Kalkbrænderiløbskaj 4, 2100 København Ø

Der vil være rig lejlighed til at få tilfredsstillet smagsindtrykkene; både i form af spiselige og drikkelige lækkerier men også i form af moderne musik fra en veloplagt DJ i storform.

Vi glæder os ualmindelig meget til at se dig. Af hensyn til forberedelserne vil vi gerne høre, om du kommer. Tilmelding kan ske til denmark@twobirds.com.

Med venlig hilsen

Bird & Bird

Udgivet i Danish, IT-law | Tagget | 3 kommentarer

Hvorfor DNS spærringer (også) er problematiske

Der er mange forskellige grunde til at være skeptisk overfor DNS spærringer som et middel til bekæmpelse af forskellige former for kriminalitet, herunder ophavsretlige krænkelser, børneporno og andet. Følgende tre udfordringer er efter min opfattelse særlige problematiske:

1.    DNS spærringer er endnu et eksempel på, at man fra lovgivers side i forbindelse med retshåndhævelsen ”uddelegerer” beslutninger og ansvar til kommercielle aktører, hvis forretningsmodel ikke er møntet på at træffe beslutninger om håndhævelse af straffelovens bestemmelser og til at foretage vægtning af retssikkerhedsmæssige hensyn.

DNS spærringer gennemføres i Danmark gennem fogedretssystemet, idet en DNS spærring pålægges en internetudbyder gennem et fogedforbud. Et fogedforbud er et såkaldt foreløbigt retsmiddel, hvor den person eller virksomhed, som føler sig krænket, for eksempel i relation til noget ophavsretligt, går til fogedretten og beder om at få nedlagt et fogedforbud om en given handling ikke kun overfor den, som måtte foretage krænkelsen, men i høj grad også overfor en tredjemand, som netop ikke som det klare udgangspunkt foretager sig noget ulovligt. I dette tilfælde er den tredjemand, som fogedforbuddet i givet fald pålægges, en internetudbyder eller en anden ”mellemmand”, hvis rolle alene er at muliggøre trafik til det website eller den hjemmeside, hvor den ulovlige aktivitet foregår.

Det fundamentale problem er her, at mellemmanden ingen egentlig interesse har i, at en fogedsag om et fogedforbud afgøres på en måde, som sikrer den rigtige afvejning mellem retssikkerhed, bevisets stilling, kommercielle forhold etc. Mellemmanden er en kommerciel aktør, som helst så sig fri overhovedet for at deltage i sådanne retssager, og mellemmandens vurdering af, om man overhovedet ønsker at møde op og protestere mod fogedforbuddet er baseret på en simpel (måske ikke så simpel endda) cost benefit analyse af, hvad der er i mellemmandens egen interesse.

Det er min erfaring i forbindelse med de sager, som vi hos BvHD har været involveret i, at mellemmanden – i de fleste tilfælde en internetudbyder – ofte blot accepterer fogedforbuddet, da omkostningerne ved at gennemføre en fogedsag er ude af proportion med den fordel, der måtte være i, at fogedforbuddet – og derved DNS spærringen – ikke gennemføres. Tabet i forbindelse med en DNS spærring pålægges jo ikke internetudbyderen, men den, hvis server bliver spærret gennem DNS spærringen.

Udfordringen er således, at den legitime interesse i at bestride et fogedforbud, som er en grundlæggende del i selve processen ved nedlæggelse af et fogedforbud, ikke bliver tilstrækkeligt tilgodeset i forbindelse med de fleste fogedforretninger vedrørende DNS spærringer. Den overfor hvem fogedforbuddet nedlægges (”rekvisitus”) har i langt de fleste tilfælde ikke nogen økonomisk interesse i at bestride anmodningen om fogedforbuddet, og i mange tilfælde vælger vedkommende slet ikke at møde op i forbindelse med selve retshandlingen, hvorfor fogedforbuddet nedlægges nærmest automatisk.

2.    I forlængelse af ovennævnte under punkt 1 kan det i høj grad diskuteres, om fogedforbudsinstitutionen overhovedet er passende til at søge den form for kriminalitet forhindret, som de fleste DNS spærringer har til formål at forhindre. Fogedforbudsinstitutionen foregår som nævnt oftest ved en såkaldt civilretlig proces, hvor to private aktører og den krænkede part og den overfor hvem, fogedforbuddet skal nedlægges, benytter sig af fogedretten. Som nævnt foroven er dette allerede problematisk, da rekvisitus ofte ikke har en interesse i overhovedet at bestride en anmodning om et fogedforbud.

Derudover behandles anmodning om nedlægges af fogedforbud kun overfladisk, da fogedforbuddet er et såkaldt foreløbigt retsmiddel, hvor essensen i sagen henlægges til en efterfølgende ”justifikationssag”, der køres efter de almindelige regler om retssager. Der er således tale om, at den almindelige proces med førelse af vidner og andet ikke gennemføres i forbindelse med behandling af et fogedforbud, men udskydes til den efterfølgende retssag.

Efter min opfattelse er det problematisk, at der ikke er adgang til og gennemføres en reel og substantiel behandling af berettigelsen af et fogedforbud i forbindelse med fogedsagen, netop da den efterfølgende justifikationssag ofte ikke gennemføres. På samme måde som i forbindelse med selve anmodningen om fogedforbuddet, så vil den kommercielle mellemand ikke have nogen interesse i at bruge tid og kræfter på en efterfølgende justifikationssag.

Realiteten er derfor den, at en stor del af de anmodninger, der vedrører fogedforbuddet, og som udmønter sig i DNS spærringer, slet ikke realitetsbehandles. Den, hvis aktivitet DNS spærringen har til formål at forhindre, bliver næsten aldrig hørt i forbindelse med behandlingen – altså hverken under behandling af fogedforbudsanmodningen eller i forbindelse med den efterfølgende justifikationssag – endsige ofte aldrig er klar over, at der overhovedet behandles en anmodning om en foretagelse af en DNS spærring.

Man bør derfor efter min opfattelse overveje, om retsplejereglerne i forbindelse med fogedforbud ikke kun i forbindelse med DNS spærringer, men i forbindelse med alle situationer, hvor man involverer tredjemand i forbindelse med internetaktiviteter, bør ændres, således at enten indehaveren af den berørte hjemmeside eller den, som i øvrigt er det reelle mål for DNS spærringen, eller andet, indkaldes og høres under sagen, eller at der på anden måde i forbindelse med behandling af en anmodning om fogedforbud tages behørig hensyn til dennes interesser.

3.    Udover at de to ovennævnte punkter 1 og 2 er af væsentlig betydning for retssikkerheden, da man således i dag i vidt omfang ”outsourcer” en væsentlig del af beslutningerne vedrørende håndhævelse til kommercielle aktører, og da den egentlige genstand for et fogedforbuds interesser ikke bliver hørt, er der efter min opfattelse også helt generelle udfordringer i forbindelse med anvendelse af DNS spærringer.

Det kan i høj grad diskuteres, om DNS spærringer overhovedet er et effektivt middel til retshåndhævelse, og om således de udfordringer i forbindelse med retssikkerhed, som er nævnt foroven, står i et fornuftigt forhold til de fordele, der måtte være i forbindelse med mere effektiv retshåndhævelse.

Da DNS spærring er en afgørende indgriben i den fundamentale struktur for udveksling af data via internet, bør man være meget varsom med at tillade både offentlige myndigheder og private mellemmænd at gøre indgriben heri.

DNS er internettets adressebog og troværdigheden af denne adressebog er direkte proportionalt med den troværdighed, som internettet har som medium for udveksling af informationer.

Der vil nok i nogle tilfælde være rimelig grund til at iværksætte en DNS spærring, da alle andre rimelige midler for forhindring af den omfattede kriminalitet ikke er tilstede. Efter min opfattelse kan overdreven brug af DNS spærringer imidlertid kompromittere internettets integritet på en måde, hvor skaden for ellers legitime afsendere og modtagere af information via internettet skades i et omfang, der ikke retfærdiggør brugen af en DNS spærring.

Der er en risiko for, at det er ”for let” både for myndigheder og private aktører at bruge DNS spærringer, ikke blot i et ellers legitimt øjemed, men også som et taktisk pressionsmiddel i sager, hvor det ikke er sikkert, at der er tilstrækkeligt juridisk grundlag herfor.

Derfor anbefaler jeg, at brugen af DNS spærringer (og andre anvendelser af fogedforbud) underlægges en højere grad af kontrol end tilfældet er i dag.

Udgivet i Danish, IT-law, Lexlinux | Tagget | 3 kommentarer