Brugerbetingelser for sociale medier

Image representing Twitter as depicted in Crun...
Image via CrunchBase

I takt med udbredelsen og anvendelse af sociale medier som f.eks. Facebook, MySpace og så videre, er det kun naturligt, at vi som brugere heraf bliver mere opmærksomme på, hvorledes vores brug af disse tjenester er reguleret, og særligt hvilke rettigheder vi afgiver (og hvilke vi således beholder) til det indhold (tekster, fotos, video etc.), som vi placerer og uploader til tjenesterne.

Vilkårene for anvendelse af sociale medier findes dels i almindelig lovgivning, dels i den aftale om anvendelse af tjenesten, som tjenesteudbyderen og brugeren indgår. Sidstnævnte har mange navne: brugerbetingelser, regler for anvendelse, terms and conditions, terms of service osv.

De væsentligste betingelser findes i brugerbetingelserne, men det er vigtigt at have for øje, at man naturligvis som bruger ikke kan aftale alt mellem himmel og jord i brugerbetingelserne. F.eks. kan man ikke aftale, at man må bruge tjenesten til ulovlige aktiviteter som f.eks. hæleri, ophavsretlige krænkelser etc. Omvendt kan man som bruger heller ikke i brugerbetingelserne aftale, at man afgiver rettigheder, som man ellers ikke ved aftale kan afgive. Man kan ikke aftale, at man afskriver sig sin ytringsfrihed, at man ikke har de rettigheder som man altid har efter forbrugerlovgivningen osv.

Sociale medier udbydes næsten altid af private udbydere. Et online socialt netværk som LinkedIn er således ikke et offentligt rum, hvor man har noget krav på at deltage i. Man må indgå en aftale om at deltage. Kan man ikke lide vilkårene, må men enten forhandle sig til nogen nye (hvilket ikke er sandsynligt), eller så må man lade sit behov for online social interaktion et andet sted!

Hvis man ikke kan lide lugten i bageriet, må man finde et sted, hvor lugten er bedre. Det kan være en dårlig løsning, hvis man er ene mod den store stygge tjenesteudbyder. Men hvis man er mange, så bliver man stærk. Garanten for rimelige brugerbetingelser har således indtil nu ikke været forargede politikere med hang til at mikrostyre borgere og virksomheders adfærd, men netop det forhold, at tjenesteudbydere gør klogt i at lytte (og rent faktisk har lyttet), når en stor del af dens brugere truer med at finde andre græsgange, hvis ikke vilkårene ændres.

Er brugerbetingelserne så urimelige. Det kan næppe svares generelt, men kræver en gennemgang af de enkelte tjenesters brugerbetingelser. Her for nyligt har Twitter ændret sine brugerbetingelser. På Twitters blog redegør Biz Stones for ændringerne. Som det kan forventes, er der allerede mange kritiske røster. Blandt disse er Per Palmkvist Knudsen, JP/Politikens kloge IT-direktør, som på sin blog stiller spørgsmålet Stjæler Twitter reelt dine rettigheder?

Min holdning efter kort at have læst Twitters nye brugerbetingelser igennem er, at de vilkår, som brugerne nu bedes om at acceptere, er helt almindelige for tilsvarende sociale medier. Der er de sædvanlige bestemmelser om beskyttelse af persondata og om fordeling af rettigheder til det indhold, som kommunikeres via Twitter.

Twitter søger ikke at “stjæle” nogen rettigheder til den indhold, som en bruger kommunikerer gennem tjenesten. Det fremgår eksplicit, at brugeren beholder ophavsretten hertil. Twitter modtager imidlertid en licens eller brugsret til indholdet. Denne brugsret er formuleret temmelig bredt, men det er vel også nødvendig for, at Twitter uden at blive mødt med påstande om krænkelse af brugernes ophavsret dels kan benytte indholdet på selve Twitter, men ligeså vigtigt også ved udveklsing med andre tjenester, som tilgår indholdet gennem Twitters meget åbne API‘er.

Det er muligt, at den brede licens til Twitter også kan misbruges af Twitter i andre sammenhænge. Men det er svært at formulere en undtagelse til licensen for tilfælde, som ikke er klart beskrevne i dag. Og så kommer vi tilbage til, at brugere (alene eller en masse) har et simpelt valg: Hvis brugerbetingelserne for en ellers helt gratis tjeneste vurderes som uacceptable, så lad være med at bruge den!

Så slutbemærkningen herfra er, at sunde skeptikere som Per Palmkvist Knudsen bør kunne acceptere de nye brugerbetingelser, fortsætte deres brug af Twitter og samtidigt sove roligt om natten.

Enhanced by Zemanta

Dette indlæg blev udgivet i English og tagget , , , , , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.