Ny dansk dataforening: Quantified Self DK

Quantified Self

Quantified Self

D – Danmark, dansk, danske, data
A – arkiv, aggregering, akkumulering, aktiv, aktivister, almen
T – teknologi, tech, tosser, til
A – alting, alle, andet…

Elsker du data om dig selv og din gøren og laden og din fysik, helbred og velvære?
Indsamler du data om dig selv via iPhone eller andre smartphones og gadgets?
Har du lyst til at dele viden, tips og tricks om personlig data-indsamling?
Har du lyst til at møde andre, som deler visionen om et bedre liv for dig selv og andre via mere data?
Så vær med til at starte den danske afdeling af Quantified Self!

Personlig data-tracking, hvad enten det er om krop, aktiviteter eller information fra de nærmeste fysiske omgivelser er et felt i rivende udvikling og et område, hvor smartphones, sensorer og netadgang allevegne giver os mulighed for at få større kontrol med vores liv og hverdag.

Vi synes ganske enkelt hele det felt er voldsomt spændende, uanset om det giver sig udtryk i kulegravende datajournalistiske visualiseringer eller en personlig database med vægt, fedtprocent og kalorieindtag.

I USA har bla. Kevin Kelly og Gary Wolf stået bag den såkaldte Quantified Self-bevægelse for personlige data-indsamlere, altså folk der tracker deres humør, søvn, kost, bevægelser, arbejde, opmærksomhed og så videre.

Her deler de og et hastigt voksende community erfaringer, giver tips og tricks videre, og hjælper hinanden med at uddrage forståelse og ny indsigt af de mange data.

Nu forsøger vi – en gruppe data fetichister – i fællesskab at opbygge et dansk afsnit af Quantified Self – eller i hvert fald en (mere eller mindre formel) mødeplads for os data-elskere.

Vi kan selv fortælle om motionstracking, kalorietællere, Withings-vægten og den slags – men vil meget gerne vide mere om alternative værktøjer. Og så er masser af andre områder som fx måling af strømforbrug, sensor-hardware eller de lidt mere ‘fluffy’ data som humør og opmærksomhed.

Samtidig kunne det jo også være at der var mulighed for en slags cross-over-møder med folk fra hacker-laboratorierne, som kan bygge elektronik og apparater der måske kan hjælpe os med at automatisere data-logningen.

I vores optik spænder mulighederne for vidensudveksling og diskussioner i QS DK meget vidt, fra personlige beretninger om søvnmønstre hele vejen op til visioner om at revolutionere videnskaberne gennem massiv computerisering, dog med fokus på viden og input man skal have en chance for at udnytte i hverdagen.

Vi ønsker at stille et forum til rådighed, hvor vi med vores positive udgangspunkt kan snakke om nye forretningsmodeller baseret på self-tracking, om ejerskab og kontrol over de enorme mængder af data, som nu indsamles, om udfordringer for beskyttelsen af privatlivets fred og personlige data, og om alle de samfundsmæssige, sociale, sociologiske og forskningsmæssige (for nu bare at nævne nogle), som vi allerede nu mødes med.

I første omgang søger vi input til ideen om et Quantified Self DK –  og gerne tilsagn fra folk der har lyst til at være med – og så vil vi gerne allerede invitere til det første møde, hvor vi blandt andet vil fortælle om vores besøg på den første europæiske Quantified Self-konference, som vi lige har besøgt. Så må senere vi finde ud af, hvorledes vi skal organisere os.

Lad os høre fra jer!

Anders Høeg Nissen (http://andrs.dk/), Martin von Haller Grønbæk (http://www.vonhaller.dk/), Mads Rydahl (@rydahl), Jakob Eg Larsen (http://milab.imm.dtu.dk/jel)

Enhanced by Zemanta

Dette indlæg blev udgivet i English. Bogmærk permalinket.