Altid elsket

Min afdøde mor og mig ca. 6 måneder før hun døde

Mine to drenge og jeg besøgte min mor et par dage før hendes død. Snakken faldt på min yngste søn Jens’ foranstående konfirmation – da så nu var blevet udsat på grund af coruna krisen. Jens udtrykte forsigtigt, at han måske følte et slags pres for at skulle bekræfte et forhold til Gud. Han var ikke var sikker på, at han havde et sådan forhold. De havde en fortrolig snak, dog ikke mere fortrolig, end at jeg overhørte den, og til at Jens har givet mig lov til at gengive den her.

Jens,” sagde min mor til ham, “du behøver ikke at sige ja til Gud til din konfirmation. Bare rolig, det er ikke dig, der skal bekræfte noget her. Det er nemlig dig, der nu får bekræftet eller gentaget den kærlighedsgave, som du fik ved dåben. Det handler konfirmationen om. Det er at beholde den gave, som du nu selv siger ja til.” Om en tretten årig dreng forstår de teologiske finesser, der ligger i denne sondring – at selv bede om at få en gave eller at få en gave endnu en gang – er tvivlsomt. Jeg forstår den nok heller ikke. Men på hendes dødsleje, var hverken hun eller drengen dog i tvivl om kernen: Kærligheden bandt de to sammen. Usagt bekræftede de gaven overfor hinanden med stor taknemmelighed.

Det er nu snart to uger siden min mor sov stille ind på et hospice uden for Roskilde. I dag blev hun bisat fra den kirke, hvor hun startede sit virke som præst. På grund af coruna krisen var kun hendes nærmeste familie og venner tilstede. En sorgfuld men også smuk og værdig ceremoni, som hun selv ville have udført den som præst.

Der var intet dramatisk over hendes død. Mor var 88 år og havde levet et fuldt liv. En snarlige afslutning på hendes lange liv var forventet og nærmest planlagt. Hun var livstræt og uden vilje til at komme tilbage. Så hun valgte langsomt men uafvendeligt at afvikle sig selv. Der var ingen smerter. Hun faldt i søvn og vågnede ikke igen. Hun fik talt med alle hun holdt. Lykkelig og taknemmelig sagde hun farvel til verdenen. Jeg har heller ikke siden været voldsomt følelsesmæssigt påvirket af nu at have mistet hende. Det er jeg heller ikke i dag. Ingen dyb sorg. Ingen depression. Naturen har gået sin gang på den mest naturlige måde. Livet går videre.

Når tårerne alligevel vælder frem, mens jeg skriver dette, følger de med tankerne om, hvor meget jeg holdt og altid vil holde af min mor og af min far. Man kan også græde af glæde. Selvfølgelig ikke glæde over, at min mor nu død. Min far døde for lidt mere end to år siden. Jo, jeg savner dem begge meget. Men så tit var det heller ikke, at vi sås i de sidste mange år. Egen familie, levevej og så videre gjorde mig tidligt ret uafhængig af dem. De har ikke været en del af min dagligdag, fra jeg blev student. Mine tårer er glædestårer og skyldes taknemmelighed.

For min eksistens har jeg altid været mine forældre skyldige. Og mor var den bedste af de to til at sætte ord på denne form for lykkelige afhængighed. Hun fortalte mig altid så inderligt, hvor meget hun elskede mig og min bror. Hun fortalte mig det, da jeg lille, og da jeg var ung. Hun glemte aldrig at sige det, når vi talte i telefon i det seneste år. Hun sagde det med sine øjne, sit kropssprog og hendes kærtegn. Faktisk, synes jeg at huske, at det sidste jeg hørte hende sige, da jeg forlod hende dagen, før hun sov ind, var: “Jeg elsker dig for altid min søn”. Det er ikke bare noget jeg opfinder til lejligheden, for det samme sagde hun altid, når vi skiltes, eller lagde røret på telefonen.

Gennem mit voksne liv har jeg ind i mellem fået de samme våde øjne som nu. Jeg bliver meget adspredt og lever et travlt liv. Men nu og da har jeg en ensom stund. Måske på et hotelværelse på en forretningsrejse, væk fra min famile, eller under en lang gå tur, alene for mig selv. Sådan uforstyrret har jeg fået mulighed for at tænke over, hvor vidunderlig heldig jeg har været og er: mine forældre har altid elsket mig så højt og betingelsesløst. Hele mit liv har været uden uden tvivl om svaret på det vigtigste spørgsmål: Elsket? Jeg har, som min bror, fået kærlighedsgaven fra dem. Bare jeg dog husker at give den videre til min egen familie!

Min mor var sognepræst. En af de første kvindelige af slagsen af herhjemme. Med min mors generation tog folkekirken første skridt på vejen mod den “folkesocialistiske” kirke domineret af kvinder. (Hvor ironiske at bruge ordet “domineret” i denne sammenhæng). Den udvikling kan der være mange holdninger til. Men i min mors kald fyldte socialt udsattes kår i det danske samfund ligeså meget som Jesu omfavnelse af syge og fattige i det nye testamente.

Hun gik meget mere op i sjælesorg for sine sognebørn end i at belære dem og andre om teologiske spidsfindigheder. Ikke at mor ikke var en vidende teolog. Alle med forstand herpå beundrede hendes forståelse af de bibelske tekster og hendes klare formidling heraf. Hendes fokus var blot ikke på at hævde sin egne fortræffeligheder (som det ofte er hos hendes ældste søn). For hende var det vigtigst at praktisere kristendommens budskab overfor alle de sociale tabere, som ikke fandt varme og forståelse hos velfærdsstatens sagsbehandlere. Helt op til få måneder før hendes død var hun en medmenneskelig besøgsven for sognets gamle, ofte yngre end hende selv.

Politisk var hun også mere SF’er end socialdemokrat. Hun og hendes ældste meget liberale og rationalistiske søn var uenige om stort set alt vedrørende politik og ideologi. Vi gav altid op, når det kom til at finde fælles fodslag for, hvem og hvordan alt den godhed så også skulle finansieres. Men om alt det væsentligste i livet var vi dog enige. Eller rettere jeg var enig med hende i det, som hun havde lært mig. Hvordan kunne man ikke være enig med hende i hendes medmenneskelige livssyn! Hvordan kunne man ikke respektere den måde hun praktiserede hendes kristne tro på!

Når jeg i mine teenage år kom hjem fra fest lørdag nat, sad hun på sit røgfyldte kontor og bandede over hendes prædiken til om søndagen. Nærmest magisk endte hun altid med at stå på prædikestolen søndag formiddag og med stor værdighed at formidle en svær bibeltekst. (I parentes bemærkes det, at jeg ofte ikke selv nåede at stå tidligt nok til at høre med). Hun havde ordet i sin magt. Mærkelige gamle tekster blev gjort nærværende, så alle forstod. hvorfor de skulle sidde netop i en kirke og høre om kærlighed. Det blev aldrig banalt. Aldrig var det nødvendigt at blande hendes forkyndelse med popsange for at skabe opmærksomhed.

Det lyder gammeldags, men mor bestred sit embede med stor værdighed. “Jeg er ved at blive dement. Jeg husker dårligere”, hørte vi ofte fra hende i de sidste år. Javel, det er ikke overraskende, at tingene går langsommere med alderen. Men pæren fejlede absolut intet. Langt op i firserne døbte hun familiens nytilkomne. Hun var åndsfrisk og knivskarp til det allersidste.

Mor var naturligvis ingen helgen. Sådanne findes jo heller ikke i folkekirken. Hun var et rodehovedet og havde tit svært ved at gjort sin ting færdige. (Her må man sige: Som mor så (ældste) søn). Og så var hun ofte ret stridbar og kritisk overfor sine omgivelser. Det var dog øvrigheden og småborgerskabet, som hun jo selv var en del, der blev skoset. Pompøsitet og selvhøjtidelighed blev hudflettet. Min forældre gjorde her fælles sag. De støttede hinanden i alt og overfor alle. Det var nærmest sygeligt, og dog på en måde livgivende for dem. Man havde indtryk af, at de ofte fik nærende ilt ved at bekræfte hinanden i kritik af andre. Der levede hun og min far i en form for symbiose.

I 2018 skulle mine forældre havde fejret diamantbryllup. Min far døde et par måneder før bryllupsdagen efter et langt og smertefuldt sygdomsforløb. Efter mere end 60 års samliv – mere en 2/3 af hendes liv – og efter hele deres fælles alderdom. Med min far døde halvdelen af af min mor. Hendes hjerte mistede så at sige dets ene kammer. Hun savnede far så meget, at hun manglede lysten til at fortsætte. Ikke at hun var socialt ensom, hun havde så mange mennesker omkring sig. Mennesker som hun holdt af og som holdt af hende. Jeg kunne tidligere ikke forstå, at hun følte sig alene, når vi alle jo ville hende så meget. Det var nærmest lidt utaknemmeligt af hende ,følte jeg. Jeg forstod ikke da hendes savn, at hun nu levede på halv hjertekraft. Det forstår jeg nu.

Mor og jeg var fysisk meget nære. Lige ud over Jeanne og mine børn er hun det menneske, som jeg har holdt mest om, og blevet mest krammet af. Vi var nære helt op til kort tid før hendes indlæggelse. Det er ikke så mærkeligt, at mor og barn opretholder tæthed gennem hele livet, men vi var nok lidt ekstreme. Min familie er også blevet en meget krammende familie. Det var hårdt under den sidste tids samvær ikke at kunne holde hendes hænder og modtage hendes moderlige kærtegn, ikke kunne mærke hendes fingre køre igennem ens hår, eller den smule der er tilbage deraf. Forbandede Covid-19 virus! Men da hun lå der i sengen blot 3-4 timer efter livet havde forladt hende, fik jeg holdt hendes hånd og kysset hendes pande.

Jeg skal ikke kloge mig på kristendommen. Som kulturkristen finder jeg mange udlægninger af det nye testamente som noget søgte forsøg på at tilpasse et historisk dokument til nye tider. Min mor (og far) var heller ikke det der lignede dogmatikere. Det er deres værdier, som jeg håber, at jeg har arvet. Om man så også skal kalde det arv af religion er ikke vigtigt for mig her. Min mor var kristen, fordi hun troede på kærligheden som livets formål, som selve livet. Dette prædikede hun som præst. Sådan levede hun sit liv.

Mor fortalte mig altid, at jeg selv havde fået kærligheden i gave, da jeg blev døbt, og at den gave blev bekræftet ved min konfirmation. Ligesom hun fortalte til Jens. Det eneste jeg selv ved i mit inderste er, at jeg fik kærligheden som gave af min mor og far, da jeg blev født. Jeg har den stadig, og ingen kan tage den fra mig. Den gave lever så stærkt og betingelsesløst i mig – også efter mine forældres død.

Kære Mor, tak for livsgaven, altid elsket.

Dette indlæg blev udgivet i Danish, External posts og tagget . Bogmærk permalinket.