Liquidity, liquidity, liquidity: Current challenges (and opportunities) for European tech startups

Editor’s Note: this is a guest article from Martin von Haller Grønbæk, a partner at law firm Bird & Bird, partner at and chairman of the #CPHFTW foundation

Like all private businesses, large and small, EU tech startups are hit hard by the near total shutdown of the economy in the wake of the COVID-19 virus. The only good side is maybe that tech startups are probably already used to being in a near-permanent state of crisis. They are used to pivot, to adapt to new circumstances. The bad side is clearly that a crisis for any company is always basically about one thing: liquidity!

And EU tech startups are, almost by definition, very vulnerable here. They rarely have a lot of money in the bank. It’s all about cash. Do you have the liquidity to pay your bills in time when they are due for payment?

When assessing whether a business should be declared bankrupt, one does not look for whether the equity is negative, i.e. the value of one’s assets is less than the liabilities. No, one assesses whether the company is able to pay its creditors when their claims are due. Liquidity means everything.

Government and management actions

Fortunately, the COVID-19 crisis has prompted politicians to act quickly and mostly in a consistent and constructive way. The Nordic governments have with broad political support adopted comprehensive – and unprecedented – support packages for businesses. Many of these initiatives are very relevant to tech startups.

Postponement of deadlines for payment of public taxes and duties will, of course, improve the liquidity on the side of liabilities on the balance sheet. The same applies to the compensation for salaries paid employees on a furlough. Compensation is paid as a percentage of lost revenue and as subsidies for payment of fixed costs.

Further action from European governments will continuously be taken. More information on different EU countries’ support and rescue efforts can be found here.

But if we briefly ignore how government is and should be helping, what can and should the leadership of a tech startup do to best ensure the liquidity that ultimately prevents bankruptcy? Initially, the effort should be directed to carefully study of arrangements that the company has with suppliers, customers, employees, creditors (as well as debtors) and its owners.

How are the individual contracts interpreted in light of COVID-19?
Are you failing to comply yourself or is the other party doing that? Should you try to renegotiate agreements on delivery and payments? Are there issues related to COVID-19 that are so extreme and beyond any influence of management that they fall into what lawyers call force majeure? > Read more here on what force majeure means in a COVID-19 context.

If ever this is the time that management must think ahead and be proactive. Tactically, it is almost always better tactic to confront the other party to a contract, if you want to negotiate changes. Rather than awaiting that the other party finds it necessary to make the first move.

It is always easier to negotiate for better terms when you have not yet broken the existing terms!

Banking on banks

Tech startups often only have a fairly one-sided relationship with their bank. Tech startups use banks to provide account where to receive money from customers and to pay its employees and suppliers. If you are lucky, then you have money in a deposit account, because you recently raised money from investors.

But European tech startups rarely have extended credit facilities in the form of longer bank loans. Loans normally consist of an ordinary bank credit line. Generally, it is not normal that a large part of tech startup financing is made up of loans, also called debt capital. Besides, often the only large loans on the books are those made by founders themselves.

A great risk to a startup’s liquidity is that banks may panic under the crisis and terminate existing loans and bank credit lines with very short notice. Without venturing into a longer more detailed legal assessment terms of bank loans, it is often possible that a bank credit line agreement allows the bank to, without further notice, to terminate the balances for full and immediate redemption.

Management of the startup should look through the ordinary terms of its loan agreements to assess whether they can be terminated under extreme circumstances like these.

Furthermore, you must remember that a bank will often be entitled to offset all deposits in all outstanding amounts. Thus, the bank can take the money from the account used to pay employees and suppliers, or the one where the proceeds from a recent investment round are deposited, and use them to offset the outstanding loan. Such offsetting can kill your liquidity!

Difficult times, difficult decisions

A startup owes money to many other entities than banks: Employees, government, suppliers and other lenders. Its management must carefully assess which creditors are most “important” to pay on time, and in what order?

The decision must be made based on assessment of existing agreements. Which claims are covered by collateral for the debt, e.g. personal liability, securities in rights to software and other IPR? Will failure to pay mean a stop to delivery?

Unfortunately, this type of evaluation is not a very pleasant one for a management team that otherwise takes pride in paying bills on time. But it is necessary to safeguard the survival of the company and protect the interests of its investors.

One must also keep in mind that we are all in the same boat, or maybe more aptly put, we are trying not to drown. Keep in mind that your own debtors are doing exactly the same calculation.

But again, it is better to be proactive. As soon as possible, you should contact creditors with whom you would like to change the terms of payment. Circumstances are dire and lack of appreciation from your creditors may lead to your company’s bankruptcy.

A rational creditor will understand that flexibility is needed. But it may require giving collateral to secure payment, higher interest rates, IPR, and others.

But remember that affording priority or better terms to certain creditors can be problematic in relation to other creditors. Others may have a right to claim their receivables paid immediately, if they are now disadvantaged. Also remember that in most shareholders’ agreements, collateral will often require approval from the board of directors and investors.

Getting personal

Claims against the tech startup as a limited company is often secured by a form of personal liability of a founder, or by the founder pledging personally owned assets such as a home or ownership in the business itself. This practise must be strongly discouraged.

Nevertheless, personal liability is often in smaller one-woman businesses, where the boundary between the person and the company is quite difficult to draw. Personal liability may work and apply to the extent it is more symbolic than welfare-threatening for the founder.

There are many good reasons why tech startups are always organized in companies with limited liability. It is unfair to demand that a founder, who often shares her ownership with many others, to assume personal liability.

Personal liability will always affect the founder’s will to act and decisions in an unfortunate way that may not be in the company’s best interest.

The most important creditors in EU tech startups, as in all companies, are probably the employees. They must have their wages paid in time every month. If this does not happen, the company collapses very quickly.

First, the employees will stop working, if they are not paid. Second, you will immediately get the tax authorities on your throat for not paying social contributions or other tax deducted from income at source.

Usually, it is very difficult to renegotiate terms with employees. But nothing is “normal” at these times.

Recently, it was announced that staff of the Danish esport firm, Astralis Group, had voluntarily reduced salaries by up to 30%. Employees in almost every firm currently under threat of closure will be open to discuss terms of employment, even if they are inferior terms to existing.

Employees of tech startups may generally be more flexible in this respect, partly because they have a more open mindset, partly because their personal financial circumstances are often more flexible than average. These employees are often younger people without large financial support obligations to dependents etc.

There are also significantly fewer competitors to go to today, if you as an employee are laid off because you will not “voluntarily” accept worse terms.

Relations with employees must be looked at in the broadest sense. Taking in the big picture is required from management. They have to take both the current situation and the longer-term into account. And there are many options for readjusting employment terms.

You can retain employees on unchanged terms, terminate their contracts in full, send them home with the state’s salary compensation or on furlough with pay or on mandatory leave or vacation.

These are changes that you as employer can force through depending on existing employment contracts and your country’s employment legislation. In addition to length of the termination notice which normally depends on seniority and cause for termination, competition clauses and participation in warrant programs must also be considered.

More on how to manage employees during the COVID-19 crisis in different countries can be found here.

More on employee relationships going forward

Instead, management can attempt to change the existing terms by negotiating new ones. This is the option based on voluntariness. All these forced and voluntary options should be carefully considered for each employee individually.

Tech startups rarely employ people on an agreement set by collective bargaining with trade unions. But employees are nevertheless often represented by a trade union lawyer in negotiations of terms of employment.

As mentioned, changing the terms of employment require voluntariness on the part of both parties. But willingness may be dictated by the circumstances. The new terms must nonetheless make sense to both parties. It is probably not a good idea to get too “creative” with respect to tax optimization!

It is likely that government during the crisis will less stringent and maybe postpone some deadlines for payments of social contributions or other tax deducted from income at source. But still, your starting point should be that, if the salary is accrued in a certain period, but payment is postponed to a later date to approve the employer’s liquidity, then social contributions or other tax deducted from income at source will almost everywhere fall due by the end of the following month.

So there is probably no way around having to persuade an employee to accept a pay cut with immediate effect, if this is to have a positive impact on the company’s liquidity.

To make it attractive to the employee, the offer should be based on calculation with different factors. These should on the downside include the loss suffered by the employee if made fully redundant, i.e. salary loss offset by support or unemployment benefits received from the government, any losses due to an interrupted warrant program and other benefits.

On the upside should be future benefits as part of the new terms. These could be a longer termination notice, a (extended) warrant program, higher pay at a future date. There must be something in it for both parties!

In most EU countries, there are few limits to what can be agreed upon, if the parties are in agreement. There are, of course, differences between the countries. But, and this is a very big “but” that will be applicable in all EU countries, all changes to salary terms are with the risk of having negative, unintended taxation consequences.

Therefore, all new terms must be reviewed for legal and tax implication before they are signed. The entire process should, in general, be carefully thought through before implemented.

Get help

Also, make sure that you bargain for good terms with your professional advisors. You would want to make sure that the legal, tax and other costs associated with implementation is proportional with savings expected from the new deals.

Professional advisor fees will hopefully reflect that we can expect – or rather demand – that under these circumstances tax authorities should adopt a constructive, pragmatic and flexible approach. Readjusted agreements with employees may be the most important part of ensuring the survival of tech startups.

Owners – i.e. shareholders and capital owners – are not creditors. They can only demand to have their investments repaid once all creditors have received their money and the company is dissolved (unless dividends or profit are paid out beforehand). Many investors have invested loans in the form of convertible notes.

These are ordinary loans but with a right to convert the loan into shares. Such loans are now very common as investment instruments in tech startups.

Until a conversion has occurred, the loans may be required to be repaid. Management of startups should refresh their memory of the terms of these convertibles. They must understand if investors are allowed to claim the loans extraordinarily repaid due to COVID-19.

If so, management should try to get agreements in place with investors to postpone repayment time. Or maybe even better, to get the loan converted right now.

Many investments in shares are made with the payment of the investment proceeds divided into tranches. Tranches are only paid when certain deadlines, with possible milestones, are reached and met. Here, investors and management may want to discuss accelerating these payments, prioritising the company’s liquidity.

All things considered, the extraordinary situation that tech startups are in now calls for management to get a clear picture of the startup’s liquidity and to try to come up with solutions. Employees, founders, and shareholders should form a group of stakeholders with aligned interests in the startup’s long-term survival.

If these stakeholders can reach common ground and renegotiate their relationship with the firm, it is far more likely that creditors, suppliers and the public will display flexibility and ‘play nice’.

After all, the alternative is bankruptcy or some other form of restructuring where everyone loses. So, if material readjustment of a startups agreement is going to happen it must involve almost stakeholders. But that being said, and it may sound contradictory under such a severe economic crisis, these times call for more equity investments into European tech startups now faced with existential liquidity shortage.

On being opportunistic

Many startups today are threatened on their survival as consequence of exogenous conditions caused by the shutdown of society. Others are healthy with big potential. So it may be right now that equity investments make sense.

Surely, the risk of buying into a tech startup today is big, but so is the potential. This prospect of a possible windfall should be the reason why all stakeholders who have claims against the company should offered a greater or lesser ownership interest in the company. This would a full or partial compensation for their flexibility in renegotiating terms, an important contribution to ensuring the startup’s survival.

This equity investment could be in the form of a warrant program for employees. It can also be made as an offer to creditors to rearrange part of their receivables as an investment into a warrant that can later be converted into an ownership interest. There are investment agreements today that grants the right to issue new shares but then also postpone negotiation on valuation, which is, of course, difficult to do in the middle of a crisis, to a later stage when the company raises more money.

Tech startups are in a crisis. The primary goal should be to secure liquidity. It is necessary to be proactive and to exercise due diligence. But this is also the time to be bold. Startups and their creditors have to be creative and come up with new ways of thinking.

Source: April, 10, 2020

Udgivet i English | Tagget , | Kommentarer lukket til Liquidity, liquidity, liquidity: Current challenges (and opportunities) for European tech startups

Kan computerne styre samfundsøkonomien?

Martin von Haller Grønbæk, IT-advokat, Bird & Bird

Ikke overraskende, findes der i IT-branchen folk, der tror, at vi gennem en kombination af eksponentielt øget computerkraft (Big data/IoT, AI/ML) i overført betydning vil kunne opdage det, økonomen og filosoffen Adam Smith kaldte markedets ”usynlige hånd”.

Enorme mængder af viden – men kan den bruges?
I 1965 sagde en medstifter af chipproducenten Intel, amerikaneren Gordon Moore, at antallet af transistorer i nye computerchips i de næste 10 år ville fordobles hver 24 måneder. Altså ville computerkraften stige eksponentielt. Dette har holdt stik, i øvrigt også efter de 10 år fra 1965 til 1975 som Moore så ind i. Og selvom man i dag diskuterer grænser for vækst i henhold Moores’ lov, tyder intet på at computerkraft ikke også fremover vil stige kraftigt.

Moores lov har også kunne anvendes på digitalisering af data og derved på indsamling og opbevaring af data. Mindre og billigere computere indlejres i alle mulige fysiske enheder. Data skulle tidligere opsamles og videregives ved manuelt arbejde af mennesker, men i dag har vi som bekendt chips i vores personlige smartphones, træningsinstrumenter, i vores biler, fjernsyn, som klarer det arbejde. Virksomheder har sensorer i maskiner, køretøjer, ja, i selve de produkter, som laves og sælges. Alle disse ting er forbundet til det, man for nogle år siden døbte ”the internet of things (IOT). Konsulentfirmaet IDC forventer, at der i 2025 vil findes 41,6 millarder IoT-apparater forbundet til internettet, og at disse “ting” vil generere 79,4 zettabytes (ZBs) i dette år. 1 ZB er 1 sekstillion – altså 1 med 36 nuller bagefter.

Mange store computere arbejder sammen i klynger, i en slags “sky” (jf. betegnelsen cloud computing) om at behandle flere ZB af data. Men det er ingen garanti for, at der kommer noget som helst brugbart ud af behandlingen. Der er behov for computerprogrammer, der kan behandle al den data, omforme det til information, hvorfra meningsfuld viden kan skabes. Der skal skabes en logik, som kan skaleres til at behandle datamængder af en hidtil uset størrelse.

Her kan man tale om behovet for et paradigmeskift – kan og skal vi udskifte den menneskelige intelligens med noget større? En computer arbejder med matematisk logik, og er udstyret med algoritmiske programmer, der vel og mærket oprindeligt kodet af mennesker af kød og blod. Men artificial intelligence (AI) kan gøres selvforstærkende, således at algoritmen kan melde tilbage og forbedre sig selv på grundlag af erfaringer. Maskinen kan altså lære sig selv at blive bedre (machine learning, ML) og har potentialet til at tage menneskelig intelligens til en anden dimension.

Spørgsmålet er så: Kan et netværk af computere, der i realtid modtager data fra milliarder af IoT-apparater, og som behandler disse massive datamængder med de rette, selvlærende, algoritmer, der er programmeret til at forudsige en effektiv allokering af alle ressourcer, styre økonomien?

Ikke overraskende, findes der i IT-branchen folk, der tror, at vi gennem en kombination af eksponentielt øget computerkraft (Big data/IoT, AI/ML) i overført betydning vil kunne opdage det, økonomen og filosoffen Adam Smith kaldte markedets ”usynlige hånd”.

Hvad teknologien har betydet for virksomhederne
Stifteren af den kinesiske e-commerce-gigant Alibaba Jack Ma udtalte i 2016, at inden for de næste tre årtier ville vi på mange områder kunne bevæge os fra markedsøkonomi til planøkonomi.

Hans holdning er ikke så overraskende, for han lever jo af IT. Men han har en vigtig pointe, fordi han taler ud fra en særlig erfaring. Hans formue er skabt via den planøkonomi, hvormed hans virksomhed, Alibaba, styres.

Netop inde i et firma finder vi et økonomisk system, hvor beslutninger om produktion på mange områder tages i et centraliseret hieraki. Et er at finde den rette balance mellem forskellige typer input i produktionsprocessen inde i et firma, således at omkostninger minimeres, hastigheden accelerer, kvalitet optimeres og så videre. Noget andet er at forudse et helt markeds efterspørgsel efter firmaets produkter. På begge områder har produktion og drift i virksomheder undergået en revolution på grund af moderne IT, som har mindsket de interne transaktionsomkostninger væsentligt.

Der indsamles i dag væsentligt flere data fra alle aspekter af produktionen. Kunderne giver konstant feedback både fra brugen af det købte produkt og fra markedsføringskampagner på sociale medier. Alle disse data kan behandles gennem cloud computing med avanceret AI, som virksomheden ofte selv ikke behøver at investere i men kan leje som en tjeneste ligesom husleje og bogføringsassistance. AI er dermed en variabel omkostning, som virksomheden kan skrue op og ned for efter behov.

Giganter som Alibaba og Amazon har lært at mestre anvendelse af moderne IT. Ikke blot til at effektivisere driften på det overordnede plan men også – helt konkret – ved planlægning og allokering af produktionsinput som køb af råvarer, hyring af arbejdskraft og finansiering. Store IT-systemer sørger for hurtigere produktion og levering til lavere priser. Produktiviteten stiger og priserne falder.

Alle, særligt forbrugere, burde være glade. Og alle er glade – måske på nær dem, der leverer det input, som den øgede effektivitet presser prisen på og måske helt udkonkurrerer. Alibaba og de andre tech-giganter vil fortsætte med effektivere drift og nedsætte omkostningerne ved deres virksomhed. Men denne effektivisering afspejles ikke nødvendigvis i deres egne priser og vilkår overfor leverandører og kunder. Hvis resten af samfundet skal fortsætte med at nyde godt heraf, skal den videre udviklingen ske i et marked med konkurrence. Tech-giganter søger som andre virksomheder i uregulerede markeder at opnå monopoler, og en af de vigtigste opgaver for Margrete Vestager i EU-kommissionen bliver derfor at regulere de datamonopoler, der opstår som følge af øget indsamling og behandling af data.

Helt ubegribeligt vil det blive, hvis softwaren til den altvidende computer så også skal forfølge politiske mål. Ikke blot er input dynamisk, det er reglerne for output også

Er samfundsøkonomien for kompleks til at lade sig styre?
Men verden udenfor virksomheden, særligt for store, multinationale selskaber, er kompleks i en stadigt stigende grad. Danmarks og verdens samfundsøkonomi er af en helt anden størrelse og kompleksitet end Amazons virksomhedsøkonomi.

Og ikke blot er variablerne i samfundsproduktionen større, den består også af væsentlige flere produkter og tjenester. Det er så udbuddet. Efterspørgslen er derudover helt anderledes svær at forudsige end for Amazons – trods alt begrænsede – varesortiment. Et samfunds økonomi består af så mange andre produkter og tjenester, som ikke udveksles alene på grund af deres priser, fordi udbud og efterspørgsel i en stor del af den offentlige sektor jo på ingen måde reguleres af en prismekanisme men efter andre kriterier.

Og så er der spørgsmålet om, hvilket algoritmer skal indlejres i den AI, som skal køre på computerne, som skal styre vores samfundsøkonomi. Hvis vi altså starter med at forudsætte, at der findes nok tilgængelige data til at afspejle alle præferencer i det økonomiske system.

Allerførst skal det ønskede output af beregningen jo defineres. Målet er måske ikke så svært at definere, når der er tale om en virksomhed: Profitmaksimering. Men så nemt er det måske ikke engang selv med enkeltstående virksomheder, hvor der i dag tales om interessent eller “stakeholder”-kapitalisme, bæredygtighed og så videre, og hvor virksomhedens handlerum jo i høj grad er begrænset af ekstern regulering. Sidste år udtalte Business Roundtable, en sammenslutning af den største amerikanske selskabers administrerende direktører, at et firma ikke kun bør styres i aktionærernes interesse, men at medarbejderes, fællesskabers, leverandører og kunders interesser også bør varetages.

Verden er kompleks, og den bliver hele tiden mere kompleks. Tænk på biologien: Lige som vi tror, at vi forstår den grundlæggende menneskelige biologi, når det menneskelige genom er kortlagt, går det op får os, at vores gener interagerer med en tarmflora på mange milliarder af bakterier, hvis gener vi så også bliver nødt til at sekventere. Og så er der hele epigenitikken, der har introduceret endnu et niveau af kompleksitet. Når først vi kender vores DNA, så skal vi forstå, hvorledes dets funktioner påvirkes på forskellige måder af, hvordan dets informationer kommunikeres videre i en større og social kontekst. Dertil kommer, at man med rette kan argumentere for, at sociale systemer er endnu mere komplekse end de rent biologiske. Kompleksiteten er helt ufattelig. Som vist nok Sokrates, Platon eller Aristoteles allerede indså: Jo mere viden, vi opnår, des mindre opdager vi, at vi ved.

Data i dynamiske samfundsøkonomiske systemer vil derfor vokse og vokse i omfang og mængde. Hver gang et målepunkt er udtømt, finder man nye, og de oprindelige data vil samtidigt være blevet ændret og skal nu opdateres. Helt ubegribeligt vil det blive, hvis softwaren til den altvidende computer så også skal forfølge politiske mål. Ikke blot er input dynamisk, det er reglerne for output også. I politik er målsætninger ofte bevist gjort umålelige, og så politik hele tiden foranderlig.

I Jorge Luis Borges’ novelle “On Rigor in Science” opstilles en perfekt digitaliseret kopi af den analoge verden. Måske er det nødvendigt, hvis vi skal kunne bygge den guddommelige computer? Pointen er helt reel: Selv hvis Moores lov forsætter ufortrødent i mange år, er det umuligt at forestille sig, at noget IT-system vil blive i stand til indsamle alle relevante data og behandle dem, selv med den mest avancerede AI, på en sådan måde, at politikere bare fra Christiansborg eller deres embedsfolk fra Slotsholmen kan planlægge og styre blot den danske samfundsøkonomi. Økonomi er ganske enkelt for kompleks til noget nær fuldstændig central styring.

 Fokus bør derfor snarere være på at benytte ny teknologi til at få markedet til at fungere

Hvem lærer af hvem?
Der er derfor ikke noget alternativ til at lade markedet styre økonomien – vel at mærke, hvis styremålet er øget vækst og højere produktivitet. Decentrale markeder, her forstået både som dem, der reguleres via prismekanismen, og dem som foregår på grundlag af andre institutioner som familier, venskaber og i civilsamfundet generelt, vil fortsat være helt afgørende for fordeling af samfundets ressourcer bedst muligt. Fokus bør derfor snarere være på at benytte ny teknologi til at få markedet til at fungere.

IT har altid danset mellem centralisering og decentralisering af informationshåndtering. For et par årtier siden blev menneskers manuelle, decentrale brug af regnemaskiner udskiftet med store centrale computere (“Mainframes”), der derefter blev erstattet af decentral anvendelse af personlige computere. Internettet spredte de enkelte punkter for afsendere og modtager af data i det gamle hierarkisk opbyggede kommunikationsnetværk (med én kommandocentral) ud i et nyt distribueret netværk af punkter med ligeværd, hvor nogle dog med Orwell’s udtryk er mere lige end andre. Cloud computing centraliserede så igen computerkraft og opbevaring af data ved at placeret det på få enorme serverfarmes. Og der er vi i dag.

Nu svinger pendulet – helt forudsigeligt – igen mod decentralisering. Den nyeste IT består af distribuerede databaser, hvor alle noder eller punkter i netværker opbevarer data, den såkaldte Blockchainteknologi. Disse noder er alle de små IoT-sensorer, der ikke blot indsamler data, men også behandler dem med den kæmpe computerkraft, som selv bittesmå chips besidder i dag. Noderne koordinerer deres handlinger via programmer, der fungerer som en form for automatiserede aftaler, såkaldte “smart contracts”. Den seneste generation af mobil datateknologi (5G) er bygget til, at disse milliarder af bittesmå ”ting” kan forbindes direkte til Internettet. Netop derfor betegnelse: ”Internettet af Ting”.

Blockchainteknologi er særligt kendetegnet ved, at den enighed, som alle datapunkterne, eller netværksnoderne, altid skal nå til, netop ikke er afledt fra ét centralt sted. Nej, tværtimod er softwaren, som regulerer netværket, bygges således op, at givet en tilstrækkelig grad af decentralisering med et tilstrækkeligt antal noder, der kører det samme software, så vil der altid opnås konsensus om “sandheden” i systemet. Der er mange forskellige konsensusmekanismer i forskellige blockchainsystemer, men fælles for dem alle er, at deres algoritmer inkorporerer avanceret spilteori og sandsynlighedsregning, der betyder, at alle i netværket stoler på systemet. Man taler om “trustless technology”.

Hvorledes en konsensusmekanisme rent faktisk virker – altså: hvorledes man, uden styring, kan blive enige om noget, synes for mange – også denne artikels forfatter – som ren magi. Og dog. Er den tætteste analogi til denne form for decentral “styring” ikke netop prismekanismen i et velreguleret – eller for at blive i analogien, dygtigt programmeret – marked? Ironien er altså, at den nye teknologi ikke bør få os til at drømme om planøkonomi men snarere om markedsøkonomi. ■

Kilde Ræson 26. April 2020

Udgivet i Danish, External posts | Tagget , , , , , | Kommentarer lukket til Kan computerne styre samfundsøkonomien?

Dataekspert: Drop drømmen om privatlivet. Overvågning er kommet for at blive. Spørgsmålet er, hvordan vi tackler og styrer det.

Kronik af Martin von Haller Grønbæk, partner Bird & Bird og medlem af Statens Dataråd.

Henrik Føhns spørger i sin Politiken-klumme, ’Skjul dine data og dø’, om privatlivet er vigtigere end at undgå et måske dødbringende møde med en virus? Er der større hensyn at tage i denne verden end hensynet til vores privatliv? ​

Svaret er selvfølgelig et ja. Men hvorledes finder vi balancen i en verden, hvor brug af data betyder så meget? Hvordan beskytter vi vores private sfære i en verden, hvor svarene på de store spørgsmål kræver massiv databehandling?

Selvfølgelig er det bombastisk sådan at sætte død og privatliv op over for hinanden i en sammenhæng, hvor for meget af det sidste kan føre til det første. Spørgsmålet kan ikke stilles binært men kræver nuancering.

Men i dag kommer vi ikke uden om at skulle tage stilling til, i hvilken retning vi have pendulet til at svinge: Mod mere deling eller åbenhed eller mod eksklusion og lukkethed. Der bør ikke være nogen tvivl om svaret: Vores persondata deles mere og mere. Det er uafvendeligt.

I takt hermed mister vi mere og mere vores privatliv. Privacy is dead, get over it! Og dette er måske ikke så dårligt endda.

Hvis kampen for privacy således er tabt allerede i dag, er det så nyttesløst at fortsætte kampen? Eller bør mål justeres og andre midler tages i brug?

Alle hylder vedtagelsen af den europæiske dataforordning (GDPR) som en sejr for EU-borgeres privatliv. Intet tyder dog på, at GDPR har været eller bliver skelsættende som et værn mod overvågning.

Hvis GDPR’s vedtagelse nærmere må ses som en pyrrhussejr, hvilken taktik og strategi skal vi så vælge? Hvordan skal vi så på det personlige plan leve med mindre persondatabeskyttelse? Måske er et endnu vigtigere spørgsmål at stille: Hvordan skal vi som borgere i et demokrati reagerer i en verden med mere overvågning?

Der er stadig folk, der hårdnakket benægter, at kampen om privatlivet ikke er tabt, at der findes en måde, hvorpå vi kan sikre, at individets persondata ikke kommer magthaverne og de onde virksomheder i hænde. ​

I denne gruppe findes en broget blanding af anarkister, ultraliberalister og blot bekymrede borgere. Her findes også direkte kriminelle typer, som ønsker at skjules hvidvaskning, terror og skatteunddragelse. Den sidste gruppe bør der ikke tages hensyn til.

Udfordringen er at imødegå anerkendelsesværdig bekymring hos den store gruppe af privatlivsdrømmere og ængstelige borgere.

Der er rigtigt at være nervøs for tab af vores demokratiske rettigheder, når magthavere får adgang til data af den mest intime karakter om vores adfærd og færden. Dette kan og vil blive misbrugt – også i kommerciel sammenhæng.

Harvard-professoren Shoshana Zuboff har i sin bog ’The Age of Surveillance Capitalism: The Fight for a Human Future at the New Frontier of Power’ beskrevet, hvorledes techgiganter med deres datamonopoler «kan sælge forudsigelser om vores indkøbsmønstre. Men hvad værre er, at man med personlig profilering kan påvirke os i vores politiske valg.

Lad os starte med at se kendsgerningerne i øjnene: Vi har aldrig været fri for overvågning. Utopien om genvundet privatliv fornægter de historiske kendsgerninger, at almindelige menneskers privatliv aldrig har været beskyttet.

Overvågning er ikke per definition en dårlig ting. Det afhænger af, hvem der overvåger os

Vi bibringes ofte en opfattelse af persondata som noget, vi kan eje. Privat ejendomsret betyder som det klare udgangspunkt en eksklusiv ret til at bestemme over noget. Heraf følger også en destruktiv fokus på begreber som borgerens fulde kontrol over deres data. Med ejerskab og kontrol følger så en mulighed for at overdrage data.

Desværre er hele vores lovgivning forankret i troen på, at den enkelte borger skal have ret til at have kontrol over sine data.

Dette er kernen i GDPR. Heraf følger lovens krav, at andres indsamling og brug af vores persondata kræver, at vi giver et frivilligt, specifikt, informeret og utvetydigt samtykke (som det hedder i GDPR). Men alle ved jo, at dette samtykke er en illusion.

Intet fornuftigt menneske bruger tid på at læse privacy-polices igennem, før man giver sit samtykke til brug af cookies på en hjemmeside. Med meget få undtagelser giver vi alle, dag ud og ind, samtykke til brug af vores persondata helt automatisk uden overhovedet at sætte os ind i, hvad vi ’skriver under’ på.

Vores demokrati og nu – under covid-19-krisen – vores sundhed lider skade ved at gøre dataindsamling og -deling af afhængig af forudgående tilladelse fra alle personer, hvis identitet disse data henfører til. At sikre sig et juridisk holdbart tilsagn koster penge. ​

Man kan sige, at man lægger en skat på innovation. Anvendelsen af data bliver dyrere og derved mere ulige. Mindre lige adgang til data er udemokratisk. Ofte bliver omkostninger ved at tilgå så høje, så selv forskere med store budgetter ikke kan være med. Techgiganter har råd, deres små, ofte lokale, konkurrenter har ikke.

Moderne kunstig intelligens (AI) benytter sig af algoritmer, hvor computer under processen selv opdager nye mønstre (machine learning eller ML). Med ML kan man bevæge sig i nye og uforudsigelige retninger. Via uforudsagte korrelationer mellem datasæt kan der så at sige findes svar på spørgsmål, som man ikke oprindelig havde stillet computeren. ​

Det er meget svært på forhånd at indhente et samtykke til et specifikt projekt, f.eks. en tilladelse til at bruge persondata til trafikforskning, når det så senere viser sig, at de samme data kan give et gennembrud i forudsigelser om spredning af smitte.

Diskussionen om mere deling af persondata er ikke bare for sjov. Det er vitterlig et spørgsmål om liv eller død, om overlevelse. Alle de store udfordringer, som vores samfund i dag står overfor, kan kun løses ved øget indsamling af persondata og behandling. ​

Det gælder løsninger til bekæmpelse af klimaforandringer, til forhindring af terror, til behandling af kræft og andre sygdomme og så videre. Og lige nu og her gælder det såvel arbejdet med at finde en vaccine mod covid-19 som for bestræbelserne for at kunne lukker vores samfund op igen, uden at smitten spreder sig ukontrollabelt.

Når vi forhåbentlig er kommet godt ud af den nuværende krise, har vi lært, at vi må forberede os på den næste pandemi.

Løbet er kørt. Vi ved, at de store techgiganter allerede nu indsamler data om os en masse. Det kommer GDPR aldrig til at ændre på. Den væsentligste forskel vil blive, at GDPR ligesom så meget andet detailregulering opsætter en effektiv barriere, bag hvilken dataoligopolisterne kan forskanse sig mod konkurrence.

Det er også naivt at tro, at vi kan beskytte vores privatliv med egne teknologiske værn. Privatlivsaktivisternes vidundermiddel mod overvågning plejer at være kryptering. Krypteringsløsninger virker dog kun i enkelte tilfælde. De skalerer ikke, som man siger inden for techverdenen. Man kan ikke basere sin generelle sikkerhed på kryptering.

Den seneste tid har løsninger til overvågning af covid-19-smittefaren været omtalt. Forskellige mobil-apps skal opsamle data om andre mennesker, som man møder på sin vej. Med disse data kan der etableres forbindelser mellem og til smittebærere og -modtagere.

Dette er meget brugbar information til at inddæmme smittespredning. Samtidigt er der tale om ekstremt personlige data: Hvem du møder, og hvor du færdes.

Helt forventeligt markedsføres disse apps som ’privacy secure’ på grund af brugen af kryptering. De omfattede personers privatliv skal primært sikres ved anonymisering gennem kryptering. ​

Men krypteringsteknologi er jo bare it, og det er jo nærmest en naturlov, at it aldrig er 100 procent sikkert. Og selv bomstærk kryptering bliver nytteløs, når stat eller store virksomheder kan opnå samme viden om personer gennem andre former for overvågningsteknologi. Allerede i dag er ansigtsgenkendelsesteknologi udbredt.

Alle vores fitnesssensorer afgiver informationer om os. Snart vil vi effektivt kunne blive genkendt på vores gang og kropssprog. Så om vi opnår kryptering af e-mailindhold, browser historik eller data, der udveksles gennem en covid-19-app, være uden den større konsekvens.

Og ønsker vi overhovedet, at persondata i alle former kun kontrolleres af personen selv? Skal alle kunne holde alt personligt hemmeligt for alle?

Alle de store udfordringer, som vores samfund i dag står overfor, kan kun løse ved øget indsamling af persondata og behandling

At forestille sig et sådan samfund, hvor ingen står til ansvar for noget, er ikke rart. Hvis kryptering viste sig som løsningen, der effektivt kunne beskytte persondata, så ville kryptering naturligvis blive forbudt af staten.

Hvis nu mere datadeling er nødvendig, og hvis flere forhindringer, flere krav til samtykke eller måske ligefrem forbud mod deling kan være direkte samfundsskadelige, hvordan sikrer vi demokratiske rettigheder i en verden med mindre privatliv? Hvordan kan vi forhindre, at vores persondata misbruges?

Overvågning er ikke per definition en dårlig ting. Det afhænger af, hvem der overvåger os, hvordan det sker og med hvilke formål. ​

Hvis vi kunne stole på, at vores data benyttes til fællesskabets bedste med respekt for vores individualitet, så burde vi ligefrem opfordre til mere overvågning af vores gøren og laden. Men kan vi stole på, at big brother, Mark Zuckerberg, og big sister, Mette Frederiksen, altid vil os det bedste?

Nej, selvfølgelig ikke. Ikke fordi de er onde mennesker, men fordi de er mennesker. De er mennesker, der indgår i magtsystemer.

Og magt korrumperer. Derfor har vi i vores del af verden opfundet det eneste middel mod elitens magt: demokratiet.

Vores verdenshistorisk succesfulde samfundsregulering består i, at magthaverne stilles til ansvar. Politikerne skal genvælges, og erhvervslivet er underlagt konkurrencelovgivning. Vi skal som borgere hele tiden kunne diskutere vores politikeres meritter.

Denne debat kræver langt mere, bestemt ikke mindre adgang til viden om alt, hvad der foregår i samfundet. Som forbrugere eller erhvervsdrivende er vi afhængige af et velfungerende marked for at undgå at blive udnyttet af monopolister. Markedet fungerer kun, hvis relevant information er tilgængelig for alle deltagerne.

Som modsvar til magthavernes overvågning har vi brug for, hvad man kalde borgernes undervågning. Det betyder to ting. ​

For det første skal lyset ikke kun vendes ned på borgerne, således at magthaverne kan se dem. Det skal også vendes den anden vej, opad mod magthaverne.

Al indsigt i almindelige mennesker verden skal modsvares af borgernes indsigt i magthavernes gøren og laden. Det kan betyde offentliggørelse af elitens netværk, økonomi og så videre. Hvert tiltag i retning af overvågning bør modsvares af et tilsvarende tilsikring af undervågning.

Vores samfund burde vedtage et lovgivningsmæssigt krav om det, den amerikanske science fiction-forfatter David Brin, kalder reciprocal accountability,i forbindelse med al lovgivning og forvaltning.

Dette ville have lighed med krav om reducering af mængden af love: Ved vedtagelse af nye regler skal tilsvarende eller flere regler afskaffes.

Det ville ikke være overraskende, hvis magthavernes villighed til hurtigt og uden videre undersøgelse og offentlig debat at lovgive om mindre privatliv ville formindskes betragteligt, hvis dette altid skulle modsvares af tilsvarende offentliggørelse af egne forhold.

Andel del af effektiv undervågning består i styrkelse af den demokratiske process ved vedtagelse af nye regler om overvågning. Nye regler om overvågning vil give staten og andre adgang til at indsamle og anvende flere persondata. ​

Dette bør stå klart. Borgerne skal forstå, hvorfor det er nødvendigt at indsamle flere personlige data. Grundige, videnskabelige og – vigtigst – uafhængige og fordomsfrie undersøgelser af fordele og ulemper bør ligge til grund for alle nye regler. Alle interessegrupper skal høres og inddrages.

Samtidigt skal lovgivningen klart og tydeligt regulere, hvorledes disse mere frit tilgængelige data må anvendes. Det bør positivt afgrænses, hvilken forskning og hvilke former for kommercielle aktiviteter der ikke er tilladt. Udgangspunktet er derfor åbenhed og deling.

Visse former for misbrug skal altid klart og tydeligt beskrives. Forbud mod brug af data til påvirkning af demokratiske valg, til racemæssig segregering og visse former for prisdiskrimination burde alle være enige om.

Ud over materielle regler om datamisbrug er der behov for regler om løbende revurdering og revision. AI, data og it generelt er under kontant forandring, og derfor bør al regulering om overvågning løbende revurderes.

Effekten af lovgivning baseret på forbud mod misbrug vil være direkte proportional med reglernes håndhævelse. Værnet mod misbrug skal styrkes med krav om, at databrugere offentliggør, hvilke data der indsamles, og hvad de bruges til. Dette skal ske, før data opsamles og anvendes.

Undervågning skal først og fremmest sikre, at borgerne kan holde magthaverne ansvarlige. Det er ikke nok, at magthaverne bliver pålagt at holde bedre opsyn med sig selv. Måske skal der oprettes en ny uafhængig instans med særlige kompetencer, en form for dataombudsmand. ​

Borgerne selv eller deres repræsentanter i form af interesseorganisationer, f.eks. Forbrugerrådet, Dansk IT og IT-Politisk Forening, skal også sikres samme adgang til data om personer, såvel borgernes og elitens. Denne indsigt skulle bruges til at opdage misbrug og sikre en fortfarende demokratisk debat om den øgede overvågning.

Ifølge økonomen Daren Acemoglu og politologen James A. Robinson i deres bog fra 2019, ’The Narrow Corridor – State, Societies, and the Fate of Liberty’, så kommer vores skandinaviske samfundsmodels succes af reel konkurrence mellem en effektiv stat, et velfungerende åbent marked og et stærkt civilsamfund.

Undervågning udlever først sit demokratiske potentiale, når det bliver et værktøj i konkurrencen mellem aktive og engagerede borgere om at øve indflydelse. Mellem erhvervsdrivende til at vinde forbrugernes gunst. Mellem samfundsinstitutioner, herunder pressen, om at påvirke magten.

Man kunne drømme om en ny form for dataskat, hvor visse former for lovlig anvendelse af persondata blev pålagt en afgift.

Denne afgift kunne finansiere forskning i åbne standarder og formater for data og ngo-virksomhed og pressens undersøgende journalistik af datamisbrug. Der er penge nok i data hertil. Tænk bare på de datadrevne techgiganters børsværdier og på alle de milliarder, som vi bare her i Danmark har brug på GDPR-compliance.

»Lad tusind data blomstre frit og åbent« (lettere omskrevet efter Mao). Lad os løse verdens store problemer med data.

Først skal vi bruge persondata til at genåbne Danmark efter den første bølge af covid-19.

Derefter skal vi sikre den mindst mulig spredning af anden bølge. Men lad det ske som led i en åben demokratisk proces med fokus på at forhindre misbrug.

Kilde Politiken 1. maj 2020

Udgivet i Danish, External posts | Tagget , , , | Kommentarer lukket til Dataekspert: Drop drømmen om privatlivet. Overvågning er kommet for at blive. Spørgsmålet er, hvordan vi tackler og styrer det.

Altid elsket

Min afdøde mor og mig ca. 6 måneder før hun døde

Mine to drenge og jeg besøgte min mor et par dage før hendes død. Snakken faldt på min yngste søn Jens’ foranstående konfirmation – da så nu var blevet udsat på grund af coruna krisen. Jens udtrykte forsigtigt, at han måske følte et slags pres for at skulle bekræfte et forhold til Gud. Han var ikke var sikker på, at han havde et sådan forhold. De havde en fortrolig snak, dog ikke mere fortrolig, end at jeg overhørte den, og til at Jens har givet mig lov til at gengive den her.

Jens,” sagde min mor til ham, “du behøver ikke at sige ja til Gud til din konfirmation. Bare rolig, det er ikke dig, der skal bekræfte noget her. Det er nemlig dig, der nu får bekræftet eller gentaget den kærlighedsgave, som du fik ved dåben. Det handler konfirmationen om. Det er at beholde den gave, som du nu selv siger ja til.” Om en tretten årig dreng forstår de teologiske finesser, der ligger i denne sondring – at selv bede om at få en gave eller at få en gave endnu en gang – er tvivlsomt. Jeg forstår den nok heller ikke. Men på hendes dødsleje, var hverken hun eller drengen dog i tvivl om kernen: Kærligheden bandt de to sammen. Usagt bekræftede de gaven overfor hinanden med stor taknemmelighed.

Det er nu snart to uger siden min mor sov stille ind på et hospice uden for Roskilde. I dag blev hun bisat fra den kirke, hvor hun startede sit virke som præst. På grund af coruna krisen var kun hendes nærmeste familie og venner tilstede. En sorgfuld men også smuk og værdig ceremoni, som hun selv ville have udført den som præst.

Der var intet dramatisk over hendes død. Mor var 88 år og havde levet et fuldt liv. En snarlige afslutning på hendes lange liv var forventet og nærmest planlagt. Hun var livstræt og uden vilje til at komme tilbage. Så hun valgte langsomt men uafvendeligt at afvikle sig selv. Der var ingen smerter. Hun faldt i søvn og vågnede ikke igen. Hun fik talt med alle hun holdt. Lykkelig og taknemmelig sagde hun farvel til verdenen. Jeg har heller ikke siden været voldsomt følelsesmæssigt påvirket af nu at have mistet hende. Det er jeg heller ikke i dag. Ingen dyb sorg. Ingen depression. Naturen har gået sin gang på den mest naturlige måde. Livet går videre.

Når tårerne alligevel vælder frem, mens jeg skriver dette, følger de med tankerne om, hvor meget jeg holdt og altid vil holde af min mor og af min far. Man kan også græde af glæde. Selvfølgelig ikke glæde over, at min mor nu død. Min far døde for lidt mere end to år siden. Jo, jeg savner dem begge meget. Men så tit var det heller ikke, at vi sås i de sidste mange år. Egen familie, levevej og så videre gjorde mig tidligt ret uafhængig af dem. De har ikke været en del af min dagligdag, fra jeg blev student. Mine tårer er glædestårer og skyldes taknemmelighed.

For min eksistens har jeg altid været mine forældre skyldige. Og mor var den bedste af de to til at sætte ord på denne form for lykkelige afhængighed. Hun fortalte mig altid så inderligt, hvor meget hun elskede mig og min bror. Hun fortalte mig det, da jeg lille, og da jeg var ung. Hun glemte aldrig at sige det, når vi talte i telefon i det seneste år. Hun sagde det med sine øjne, sit kropssprog og hendes kærtegn. Faktisk, synes jeg at huske, at det sidste jeg hørte hende sige, da jeg forlod hende dagen, før hun sov ind, var: “Jeg elsker dig for altid min søn”. Det er ikke bare noget jeg opfinder til lejligheden, for det samme sagde hun altid, når vi skiltes, eller lagde røret på telefonen.

Gennem mit voksne liv har jeg ind i mellem fået de samme våde øjne som nu. Jeg bliver meget adspredt og lever et travlt liv. Men nu og da har jeg en ensom stund. Måske på et hotelværelse på en forretningsrejse, væk fra min famile, eller under en lang gå tur, alene for mig selv. Sådan uforstyrret har jeg fået mulighed for at tænke over, hvor vidunderlig heldig jeg har været og er: mine forældre har altid elsket mig så højt og betingelsesløst. Hele mit liv har været uden uden tvivl om svaret på det vigtigste spørgsmål: Elsket? Jeg har, som min bror, fået kærlighedsgaven fra dem. Bare jeg dog husker at give den videre til min egen familie!

Min mor var sognepræst. En af de første kvindelige af slagsen af herhjemme. Med min mors generation tog folkekirken første skridt på vejen mod den “folkesocialistiske” kirke domineret af kvinder. (Hvor ironiske at bruge ordet “domineret” i denne sammenhæng). Den udvikling kan der være mange holdninger til. Men i min mors kald fyldte socialt udsattes kår i det danske samfund ligeså meget som Jesu omfavnelse af syge og fattige i det nye testamente.

Hun gik meget mere op i sjælesorg for sine sognebørn end i at belære dem og andre om teologiske spidsfindigheder. Ikke at mor ikke var en vidende teolog. Alle med forstand herpå beundrede hendes forståelse af de bibelske tekster og hendes klare formidling heraf. Hendes fokus var blot ikke på at hævde sin egne fortræffeligheder (som det ofte er hos hendes ældste søn). For hende var det vigtigst at praktisere kristendommens budskab overfor alle de sociale tabere, som ikke fandt varme og forståelse hos velfærdsstatens sagsbehandlere. Helt op til få måneder før hendes død var hun en medmenneskelig besøgsven for sognets gamle, ofte yngre end hende selv.

Politisk var hun også mere SF’er end socialdemokrat. Hun og hendes ældste meget liberale og rationalistiske søn var uenige om stort set alt vedrørende politik og ideologi. Vi gav altid op, når det kom til at finde fælles fodslag for, hvem og hvordan alt den godhed så også skulle finansieres. Men om alt det væsentligste i livet var vi dog enige. Eller rettere jeg var enig med hende i det, som hun havde lært mig. Hvordan kunne man ikke være enig med hende i hendes medmenneskelige livssyn! Hvordan kunne man ikke respektere den måde hun praktiserede hendes kristne tro på!

Når jeg i mine teenage år kom hjem fra fest lørdag nat, sad hun på sit røgfyldte kontor og bandede over hendes prædiken til om søndagen. Nærmest magisk endte hun altid med at stå på prædikestolen søndag formiddag og med stor værdighed at formidle en svær bibeltekst. (I parentes bemærkes det, at jeg ofte ikke selv nåede at stå tidligt nok til at høre med). Hun havde ordet i sin magt. Mærkelige gamle tekster blev gjort nærværende, så alle forstod. hvorfor de skulle sidde netop i en kirke og høre om kærlighed. Det blev aldrig banalt. Aldrig var det nødvendigt at blande hendes forkyndelse med popsange for at skabe opmærksomhed.

Det lyder gammeldags, men mor bestred sit embede med stor værdighed. “Jeg er ved at blive dement. Jeg husker dårligere”, hørte vi ofte fra hende i de sidste år. Javel, det er ikke overraskende, at tingene går langsommere med alderen. Men pæren fejlede absolut intet. Langt op i firserne døbte hun familiens nytilkomne. Hun var åndsfrisk og knivskarp til det allersidste.

Mor var naturligvis ingen helgen. Sådanne findes jo heller ikke i folkekirken. Hun var et rodehovedet og havde tit svært ved at gjort sin ting færdige. (Her må man sige: Som mor så (ældste) søn). Og så var hun ofte ret stridbar og kritisk overfor sine omgivelser. Det var dog øvrigheden og småborgerskabet, som hun jo selv var en del, der blev skoset. Pompøsitet og selvhøjtidelighed blev hudflettet. Min forældre gjorde her fælles sag. De støttede hinanden i alt og overfor alle. Det var nærmest sygeligt, og dog på en måde livgivende for dem. Man havde indtryk af, at de ofte fik nærende ilt ved at bekræfte hinanden i kritik af andre. Der levede hun og min far i en form for symbiose.

I 2018 skulle mine forældre havde fejret diamantbryllup. Min far døde et par måneder før bryllupsdagen efter et langt og smertefuldt sygdomsforløb. Efter mere end 60 års samliv – mere en 2/3 af hendes liv – og efter hele deres fælles alderdom. Med min far døde halvdelen af af min mor. Hendes hjerte mistede så at sige dets ene kammer. Hun savnede far så meget, at hun manglede lysten til at fortsætte. Ikke at hun var socialt ensom, hun havde så mange mennesker omkring sig. Mennesker som hun holdt af og som holdt af hende. Jeg kunne tidligere ikke forstå, at hun følte sig alene, når vi alle jo ville hende så meget. Det var nærmest lidt utaknemmeligt af hende ,følte jeg. Jeg forstod ikke da hendes savn, at hun nu levede på halv hjertekraft. Det forstår jeg nu.

Mor og jeg var fysisk meget nære. Lige ud over Jeanne og mine børn er hun det menneske, som jeg har holdt mest om, og blevet mest krammet af. Vi var nære helt op til kort tid før hendes indlæggelse. Det er ikke så mærkeligt, at mor og barn opretholder tæthed gennem hele livet, men vi var nok lidt ekstreme. Min familie er også blevet en meget krammende familie. Det var hårdt under den sidste tids samvær ikke at kunne holde hendes hænder og modtage hendes moderlige kærtegn, ikke kunne mærke hendes fingre køre igennem ens hår, eller den smule der er tilbage deraf. Forbandede Covid-19 virus! Men da hun lå der i sengen blot 3-4 timer efter livet havde forladt hende, fik jeg holdt hendes hånd og kysset hendes pande.

Jeg skal ikke kloge mig på kristendommen. Som kulturkristen finder jeg mange udlægninger af det nye testamente som noget søgte forsøg på at tilpasse et historisk dokument til nye tider. Min mor (og far) var heller ikke det der lignede dogmatikere. Det er deres værdier, som jeg håber, at jeg har arvet. Om man så også skal kalde det arv af religion er ikke vigtigt for mig her. Min mor var kristen, fordi hun troede på kærligheden som livets formål, som selve livet. Dette prædikede hun som præst. Sådan levede hun sit liv.

Mor fortalte mig altid, at jeg selv havde fået kærligheden i gave, da jeg blev døbt, og at den gave blev bekræftet ved min konfirmation. Ligesom hun fortalte til Jens. Det eneste jeg selv ved i mit inderste er, at jeg fik kærligheden som gave af min mor og far, da jeg blev født. Jeg har den stadig, og ingen kan tage den fra mig. Den gave lever så stærkt og betingelsesløst i mig – også efter mine forældres død.

Kære Mor, tak for livsgaven, altid elsket.

Udgivet i Danish, External posts | Tagget | Kommentarer lukket til Altid elsket

Startup og investor, dét her bør du juridisk have fokus på nu?

Martin von Haller Grønbæk; Bird & BIRD, NordicMakers og #CPHFTW

Hvordan fortolkes de enkelte aftalebestemmelser i lyset af COVID-19? Er man selv ved at misligholde dem, eller er den anden part ved at gøre det? Skal man søge at genforhandle bestemmelser om levering og betalinger? Er der forhold i forbindelse med COVID-19, hvilke falder ind under, hvad jurister kalder force majeure?

Som alle andre virksomheder – måske lige på nær de offentlige – rammes tech-startups hårdt af den næsten totale nedlukning af samfundsøkonomien i kølvandet af COVID-19-virussen.

Den gode historie er, at tech-startups nok allerede er vant til at overleve i en krisetilstand. Her er hovedreglen hele tiden at omstille sig drastisk – pivotere – for at tilpasse sig nye omstændigheder. Den dårlige er, at den nuværende krise for virksomheder i bund og grund handler om en ting: likviditet. Og tech-startups er nærmest per definition meget sårbare her. De har sjældent mange penge i banken.

Alt handler om kontanter. Har du likviditet til at betale dine regninger i takt med, at de forfalder til betaling? Når man skal vurdere, om en virksomhed skal erklæres konkurs, ser man ikke efter, om egenkapitalen er negativ, altså, om værdien af ens aktiver er mindre end passiverne. Nej, man vurderer, om virksomheden er i stand til at betale sine kreditorer, når deres krav forfalder. Likviditeten betydet alt.

Ledelser bør nu være proaktive

COVID-19-krisen har heldigvis fået politikerne til at handle hurtigt og langt hen ad vejen konsekvent og konstruktivt. Den danske regering har med bred politisk opbakning vedtaget omfattende – og hidtil usete – støttepakker for erhvervslivet. Mange af disse initiativer er meget relevante for tech-startups.

Udsættelse af frister for betaling af offentlige afgifter og skatter vil selvsagt forbedre likviditeten på passivsiden. Det samme gælder for kompensation for løn til hjemsendte medarbejdere, som en procentdel af tabt omsætning, og tilskud til betaling af faste udgifter.

Der vil sikkert snart komme yderligere tiltag. “Watch this space” idet de seneste nyheder herom blandt andet kan læse her. Men hvis man ser bort fra, hvad staten hjælper med, hvad kan og bør ledelsen af en tech-startup gøre for bedst muligt at sikre den likviditet, der i sidste ende skal forhindre en konkurs? Her handler det først og fremmest om at nærlæse de aftaler, som virksomheden har med leverandører, kunder, medarbejder, kreditorer (samt debitorer) og ejere.

Hvordan fortolkes de enkelte aftalebestemmelser i lyset af COVID-19? Er man selv ved at misligholde dem, eller er den anden part ved at gøre det? Skal man forsøge at genforhandle bestemmelser om levering og betalinger? Er der forhold i forbindelse med COVID-19, som ledelsen selv ingen indflydelse har på, hvilke er så ekstreme, at de falder ind under, hvad jurister kalder force majeure (læs mere om Force majeure og COVID-19 her)?

Det er nu, at ledelsen skal tænke fremad og være proaktiv.

Tag selv kontakt

Det er næsten altid en bedre taktik selv at rette henvendelsen til den anden part, hvis man vil have ændringer til det aftalte. Hellere det end at vente på, at den anden part selv finder genforhandling nødvendig. Det er altid nemmere at forhandle om bedre vilkår, når man ikke endnu har brudt de gældende vilkår.

Tech-startups har ofte kun et ret ensidigt forhold til deres bank. Man bruger sin bank til at modtage penge fra kunder og til at betale sine medarbejdere og leverandører. Hvis man er heldig, så har man penge stående på en indlånskonto, fordi man har rejst penge fra investorer. Men det er sjældent, at danske tech-startups har væsentlige kreditfaciliteter i form af længere banklån. Det eneste lån består af en almindelig kassekredit. Du kan lån penge nu og kom godt i gang med dine drømme lige nu ved at kontakte dette firma for økonomisk rådgivning.

I det hele taget er det sjældent, at en større del af finansieringen består af lån, eller det man kalder fremmedkapital. Udover naturligvis de ofte store lån, stifterne selv har ydet deres virksomhed. Der er en stor risiko for, at banker i panik opsiger eksisterende lån og kassekreditter med meget kort varsel.

Uden en nærmere juridisk vurdering vil det være sådan, at de fleste kassekreditaftaler giver banken mulighed for uden videre at opsige mellemværende til fuld og øjeblikkelig indfrielse. Ledelsen bør se almindelige låneaftalers afviklingsvilkår igennem for at vurdere, hvorvidt de under ekstreme omstændigheder som de nuværende kan opsiges. Og så skal man huske, at en bank som udgangspunkt vil kunne modregne alle indeståender i alle udeståender.

Altså, banken kan tage pengene fra den konto, som man bruger til at betale medarbejdere og leverandører, eller den, hvor provenuet fra en nylig investeringsrunde er placeret, og bruge dem til at modregne i et lån.

En sådan modregning kan gøre ondt meget værre. Virksomheden skylder penge til mange andre end banker: medarbejdere, det offentlige, leverandører og andre långivere. Her gælder det om nøje at vurdere, hvem det er mest “vigtigt” at betale til tiden, og i hvilken rækkefølge. Beslutningen må tages på grundlag af en vurdering af de gældende aftaler. Hvilke krav er dækket af sikkerheder, som er stillet for gælden, f.eks. personlig hæftelse, pant i rettigheder til software og andet IPR? Vil manglende betaling betyde leveringsstop?

Fornuftige kreditorer vil forstå

Desværre er dette ikke en særlig rar øvelse at gå igennem for en ledelse, der ellers altid med stolthed betaler sine regninger til tiden. Men den er nødvendig, hvis man skal sikre sin virksomheds overlevelse og varetage sine investorers interesse. Man skal så også huske på, at alle er i samme båd, eller måske snarere forsøger alle ikke at drukne. Husk på, at ens egne debitorer foretager præcis de samme overvejelser. Men igen, her er det bedre at være proaktiv. Hellere hurtigt kontakte de kreditorer, fra hvem man gerne vil have ændrede vilkår for betaling.

I lyset af omstændighederne og af, at manglende forståelse vil føre til din virksomheds konkurs, vil en fornuftig kreditor forstå, at der er behov fleksibilitet. Men det kræver måske nye aftaler om sikkerhedsstillelse i fakturaer, højere renter, IPR og andet. Sådan en fortrinsret eller bedre vilkår kan dog være problematiske i forhold til andre kreditorer.

Andre har måske ret til at kræve sine tilgodehavender betalt straks, hvis de forfordeles eller stilles ringere. Husk også her, at i de fleste ejeraftaler vil sikkerhedsstillelser ofte kræve en godkendelse fra bestyrelse og fra investorerne. Sikkerhed for krav mod en tech-startup i form af personlig hæftelse for en stifter eller ved at stille personligt ejede aktiver som hus eller ejerandele i selve virksomheden i pant må kraftigt frarådes. Det er dog ofte tilfældet for mindre enmandsvirksomheder, hvor grænsen mellem personen og selskabet er svær at drage. Personlige hæftelse kan nok også gå an, hvis den er mere symbolsk end ligefrem velfærdstruende.

Der er netop mange gode grunde til, at en tech-startup altid organiseres i selskab med begrænset hæftelse. Det er meget urimeligt, at stifteren, som ofte deler sit ejerskab med mange andre, skal hæfte personligt. Personlig hæftelse vil altid påvirke stifterens handlekraft og beslutninger på en uheldig måde, der ikke er i virksomhedens interesse.

Medarbejderne er de vigtigste kreditorer

Nok de vigtigste kreditorer i en tech-startup – som i alle virksomheder – er medarbejderne. De skal have udbetalt løn hver måned. Hvis ikke dette sker, så kollapser virksomheden meget hurtigt. Dels stopper medarbejderne med at arbejde, dels får man skattemyndighederne på nakken med det samme.

Normalt er det meget svært at genforhandle vilkår med medarbejdere. Men intet er jo “normalt” i øjeblikket. Medarbejdere i næsten alle virksomheder, der i øjeblikket er truet af lukning, vil være åbne for drøftelse af ændrede ansættelsesvilkår, forstået som forringede vilkår. Man må forvente, at medarbejdere i tech-startups generelt er mere fleksible dels på grund af et mere åbent mindset, dels fordi deres personlige økonomiske omstændigheder er meget fleksible. Disse er ofte yngre medarbejdere uden forsørgerpligter etc. Og så er der jo betydeligt færre konkurrenter at gå til i dag, hvis man er utilfreds med vilkårene.

Forholdet til medarbejdere skal ses meget bredt. Der kræves et stort overblik fra ledelsen, hvor både situationen i dag og på længere sigt tages i betragtning. Mulighederne er mange. Man kan beholde medarbejdere på uændrede vilkår, opsige fuldt ud, sende hjem med statens lønkompensation og så forsøge at ændre vilkårene ved en nyforhandlet aftale. Alle de muligheder bør nøje overvejes, og det bør ske for hver enkelt medarbejder hver for sig. Tech-startups har sjældent folk ansat på overenskomsten, selvom medarbejdere i øvrigt er med i og ofte repræsenteres af en fagforening i forhandlinger om ansættelsesvilkår.

Mulighederne for opsigelse, hjemsendelse med lønkompensation og/eller ændrede arbejdsvilkår må ske i henhold til de gældende ansættelseskontrakter og funktionærloven. Udover, at længden af opsigelsesfrister afhænger af anciennitet og opsigelsesgrund, så skal der tages stilling til konkurrenceklausuler og deltagelse i warrant-programmer. Dette vil ikke blive yderligere omtalt her.

Genforhandling af ansættelsesvilkår

Fokus er i det følgende på mulighederne for genforhandling. Ændrede ansættelsesvilkår kræver frivillighed. Men frivillighed kan være dikteret af omstændighederne. Dermed skal ændringerne være reelle. Det er ikke en god idé at begive sig ind i for meget skattetænkning.

Det er muligt, at regeringen i den akutte situation vil gøre det muligt at udskyde A-skattebetalingen fra virksomhedens side. Men ellers vil udgangspunktet som ellers være, at hvis lønnen optjenes for en periode, men betalingen blot udskydes til et senere tidspunkt af hensyn til virksomhedens likviditet, så falder A-skatten af lønnen alligevel ubønhørligt til slutningen af den næste måned. Der er derfor nok ikke nogen vej uden om at overtale en medarbejder til nu og her at gå ned i løn, hvis dette skal have positiv indvirkning på virksomhedens likviditet.

For at gøre dette attraktivt for medarbejderen skal det ses i lyset af et regnestykke, hvor blandt andet medarbejderens tab ved en fyring indgår; altså løntab modregnet understøttelse eller kontanthjælp, eventuelle tab ved et afbrudt warrant-program og andre fordele.

På den modsatte side af regnestykket kan fremtidige fordele indsættes. Det kunne være et længere opsigelsesvarsel, et (udvidet) warrant-program, højere løn på et fremtidigt tidspunkt. Der skal jo være noget i det for begge parter. Det er meget få grænser for, hvad der kan aftales, hvis ellers parterne er enige. Men, og dette er et meget stort men, alle ændringer om ændrede lønvilkår risikerer at løbe ind i skattemæssige udfordringer. Derfor er det meget vigtigt, at alle aftaler om ændrede vilkår vurderes juridisk og skattemæssigt, før de underskrives. I det hele taget bør hele processen nøje gennemtænkes, før den implementeres.

Men så må man jo også forsøge at forhandle sig til gode vilkår med sine rådgivere, således at besparelser går op med nye rådgivningsomkostninger. Det må også forventes, eller ligefrem kræves, at skattemyndighederne under disse omstændigheder udviser en konstruktiv, pragmatisk og fleksibel tilgang.

Lige nu er medarbejderne den vigtigste brik

Nye aftaler med medarbejdere kan være den vigtigste brik i, at tech-startups kan sikre overlevelse. Ejere – altså anpartshavere og aktionærer (kapitalejere) – er ikke kreditorer. De har først et krav på at få deres investeringer betalt tilbage, når alle kreditorer har fået deres penge, og selskabet opløses – medmindre der forinden udbetales dividende eller udbytte.

Mange investorer har imidlertid ydet virksomheden lån i form såkaldte konvertible lån (convertible notes). Disse er almindelige lån, men med en ret til at konvertere lånet til ejerandele. Sådanne lån er i dag meget almindelige som investeringsinstrumenter i tech-startups. Indtil der er sket en konvertering, kan lånene ofte kræves tilbagebetalt.

Ledelsen bør genopfriske sin viden om disse vilkår og finde ud af, om investorerne har lov til at kræve lånene ekstraordinært tilbagebetalt på grund af COVID-19. Hvis ja, så skal ledelsen forsøge at få aftaler på plads med investorerne om udskydelse af tidspunktet for tilbagebetaling. Eller måske endnu bedre: at få lånet konverteret nu med det samme.

Mange investeringer i ejerandele sker med indbetaling af investeringen opdelt i trancher. Trancherne falder først, når visse frister, med eventuelle milepæle, er nået. Her bør investorer og ledelse måske drøfte, at disse betalinger fremskyndes under hensyntagen til sikringen af selskabets likviditet.

Rettidig omhu, ja, men også kreativitet og nytænkning

I det hele taget kalder den ekstraordinære situation, som tech-startups nu befinder sig i, på, at ledelsen danner sig et overblik over likviditeten og tænker i helhedsløsninger. Hvis medarbejdere, stiftere og ejere kan finde fælles fodslag, er det mere sandsynligt, at kreditorer, leverandører og det offentlige vil lege med. Alternativet er jo en konkurs eller en anden form for omstrukturering, hvor alle taber. Der skal altså laves aftaler, hvor flest mulige af interessenterne tages i ed.

Og så til sidst. Det er muligt, at det lyder selvmodsigende at tro, at disse tider kalder på flere investeringer i ejerandele i de tech-startups, der nu har det svært. Men for de startups, som i dag alene er truet på livet på grund af de eksogene forhold, der følger med en reel nedlukning af samfundet, men som i øvrigt er sunde og raske, så er det måske lige nu, at det giver mening at investere i dem. Javel, risikoen er stor, men det er potentialet også.

Udsigten til en stor mulig gevinst kan være grunden til, at alle interessenter, der har krav mod selskabet, får tilbudt en større eller mindre ejerinteresse i den virksomhed, som deres fleksibilitet medvirker til at sikre overlevelsen for. Det kan være i form af et warrant-program for medarbejdere. Det kan være tilbud til kreditorer om at betragte en del af deres tilgodehavende som en investering, der så senere kan konverteres til en ejerandel. Der findes investeringsaftaler i dag, der giver ret til at tegne nye ejerandele, men som udskyder forhandling om værdisætning, hvilket jo er svært midt i af en krise, til et senere tidspunkt, når virksomheden rejser flere penge, end tech-startups. Det primære mål skal være at sikre likviditeten. Det er nødvendigt at være proaktiv og udvise rettighed omhu. Men det er også nu, man skal være kreativ og nytænkende.

Kilde 24. marts 2020

Udgivet i Danish, StartUp | Tagget , | Kommentarer lukket til Startup og investor, dét her bør du juridisk have fokus på nu?

Er der for få europæiske unicorns, og hvad kan Margrethe Vestager gøre ved det?

Af Martin von Haller Grønbæk, formand CPHFTW fonden, og IT-advokat og partner, Bird & Bird.

Som The Economist så rigtigt anførte her fornyligt, “Unicorns, worth $1bn-plus, remain as rare on the old continent as the term suggests they ought to be. Forget Euro-Facebook or Le Google.1” Men er det et problem for Europa, at de største tech virksomheder ikke findes i Europa, men nærmest udelukkende i USA – dog i stigende grad også i Kina?

Først skal det dog så lige tilføjes, at Norden faktisk klarer sig rigtig godt udfra en international målestok, når man ser på, hvor mange unicorns der tager deres udgangspunkt blandt nordiske tech startups. Som en undersøgelse fra det nordiske venture kapital firma, Creandum, fra 2015 viste, så ligger vi i Norden i den absolute top, når antallet af nordiske unicorns ses i forhold til den nordiske økonomi, befolkningstal og de penge, der her investeres i tech startups2.

Men er det vigtigt for Europa, at flere unicorns fødes og vokser op og bliver voksne her? Det er vigtigt for vores europæiske selvforståelse og selvtillid, at nogle af vores virksomheder, særligt indenfor tech bliver verdensdominerende og er med til at sætte globale standarder. Men lad os her fokusere på de effekter, som europæiske tech giganter får på vores samfundsøkonomi.

Det handler om, at vi brug for disse unicorns for deres positive bidrag til vores samfundsøkonomi. Successfulde tech virksomheder højner innovationsniveauet i erhvervslivet og i samfundet generelt. Men helt konkret så skaber unicorns, både på den korte og længere bane, så skaber unicorns et højere skattegrundlag til medfinansiering af vores velfærd og andre samfundsudgifter. Her er beskatning af afkastet på en business angels eller VC funds investering i unicorns nok ikke afgørende. Mange investorer vil befinde sig andre steder i verdenen og blive avancebeskattet der. Succes for europæiske tach startups må ikke gøres afhængig af kun at have lokale investorer.

Receptfria Potensmedel på Apoteket i Sverige. Om du vill köpa potensmedel online i Sverige ska du välja online-apotek noggrant.

Nej, det handler om, at unicorns forbliver i Europa og skaber vellønnede arbejdspladser her. Størstedelen af disse vil befinde sig de steder, hvor virksomheden hører hjemme. Heldigvis har mange unicorns, der har flyttet hovedkvartet og selskabsstruktur væk fra Danmark, etableret store udviklings- og salgsorganisationer i Danmark3. Men forblev også alle ledelsesfunktioner i Danmark, vil også flere højtlønnede stillinger skulle oprettes her. Og alle disse ansatte boende her vil skulle beskattes her.

Når tech virksomheder opnår en vis størrelse og modenhed, begynder de så også for alvor at tjene penge. I dag placeres overskuddet ofte i skattely. Dette er ikke ulovligt og giver god mening fra den enkelte virksomheds perspektiv. Men det er dybt urimeligt, at europæiske tech virksomheder skal tænke i sådanne skattely tanker, når de bliver profitable. Flere unicorns ville utvivlsomt blive i deres oprindelseslande, hvis ikke de skulle konkurrere med store internationale tech giganter, der betaler minimal skat i et eller andet skattely.

Så hvad kan Margrethe Vestager gøre for, at der skabes flere europæiske unicorns? Hun kan på EU plan hjælpe til med, at europæiske virksomheder, der har potentialet til at blive verdensledende tech virksomheder, får samme vækstvilkår, som deres amerikanske (og nu også kinesiske) konkurrenter har. Hun bør sikre, at alle beskattes lige og bidrager på rimelig vis, blandt ved at støtte op om det gode arbejde, der i dag foregår på OECD plan.

Hun bør søge at gennemføre et reelt indre marked for digitale tjenester. Europæiske tech startups sjak have adgang til et lige så stort og tilgængeligt hjemme marked, som amerikanske startups har. Hun bør fortsætte med sit aggressive arbejde for konkurrenceområdet. Det skal sikres, at internationale tech giganter ikke bruger deres dominerende stillinger til at forhindre konkurrence fra deres mindre europæiske rivaler.

  1. Der Techlash: Europe has so many issues with Big Tech it hardly knows where to begin, The Economist –
  2. Nordic Tech is on fire — almost 10% of global BUSD exits over past 10 years, Creandum blog –
  3. I Silicon Valley jargonen kalder man sådanne startups, der placerer deres hovedkvarter i Silicon Valley, men leer deres udvikling forbliver i deres oprindelsesland, for “Mullet startups”. Den dybere mening af at navnegive startups efter, hvad vi herhjemme vl kalde “svenskerhår” eller “bundesligahår” kendes ikke.

Udgivet i English | Tagget , , , , | Kommentarer lukket til Er der for få europæiske unicorns, og hvad kan Margrethe Vestager gøre ved det?

Kronik: Hvordan håndterer vi techgiganterne uden at følgeskade danske startups?

Af Martin von Haller Grønbæk og Thomas Madsen-Mygdal

I denne uge besøger den amerikanske Harvard professor Shosana Zuboff Danmark for at tale om sit mammutværk på 700 sider fra i år “The Age of Surveillance Capital – The Fight for a Human Future at the New Frontier of Power”.

Bogen har på kort tid og med rette fået status som standardværket for vores forståelse af den nye datakapitalisme. Bogen maler et meget sort billede af de forretningsmetoder, som de store primært amerikanske techgiganter som Google og Facebook har baseret deres enorme overskud og børsværdier på.

Den nye økonomiske logik kalder Zuboff for en “overvågningskapitalisme”, hvor virksomhederne søger at maksimere deres “adfærdsoverskud”. Det skabes ved at indsamle personlige data fra brugere i alle livets forhold, online eller offline, med eller uden deres tilladelse. Disse data benyttes til at forudse, og i stigende grad til påvirke eller ligefrem diktere, brugernes handlinger.

“Forudsigelsetjenester” sælges med stor profit af overvågningskapitalisterne til de egentlige kunder, virksomheder som med stor sandsynlighed ønsker at kunne “tvinge” en bruger til at købe en vare – eller måske til organisationer, der ønsker at påvirke den politiske proces.

De små virksomheder vil lide

Der er bred enighed om, at overvågningskapitalisme må underlægges stærkere regulering fra samfundets side. Spørgsmålet er blot hvorledes? Og her er der ikke meget hjælpe at hente hos Zuboff. Hun henviser mest til vage begreber som etablering af et digitalt frirum, aktivisme og personligt engagement. Og så naturligvis til GDPR og et behov for mere persondatabeskyttelse.

Men her skal vi passe på. I den ideelle verden kunne det måske være en god del at opstille nye former for forbud, særregler for adfærd og krav om indsigt via rapportering. Vi skal imidlertid huske, at al lovgivning medfører omkostninger, og at det særligt er de småvirksomheder, der uforholdsmæssigt rammes af og lider under compliance byrden.

De store virksomheder ansætter bare flere jurister, pr-folk og compliance medarbejdere, og lægger så omkostningen oveni prisen.

Techgiganterne skal også betale deres del af den skat, der opretholder det samfund, som de små techstartups bidrager til

Små virksomheder – i dette tilfælde tech-startups – har ikke denne luksus. Ofte må en nystiftet virksomhed lukke ned på grund af de omkostninger, som lovbyrden påfører dem. Ofte vil de slet ikke komme videre fra ideen, da ingen investor vil finansiere en virksomhed, hvor størstedelen af investeringsbeløb skal gå til at betale advokater.

Desværre ser man ofte, at uigennemtænkt lovgivning således mere virker som en form for skat på innovation, der holder startups med nye forretningsmodeller ude fra det markedet, hvor de netop skulle konkurrere og udfordre de techgiganter, som lovgivningen jo oprindeligt var møntet på.

Tech bør reguleres

Men der skal gøres noget.

Zuboff sætter nødvendig fokus på de problemer med de internationale techgiganter, der har været kendt i de sidste 10-15 år. Siden disse techvirksomheder netop blev giganter.

Men samfundets krav om regulering af techgiganter, som Zuboff fint lægger vejen for i sin bog, bør fokusere den egentlige grund til techgiganters dominans: De har opnået dominerende positioner, hvor de forhindrer andre i at konkurrere med dem og derved at tilbyde brugere, borgere, virksomheder og stater alternative produkter og tjenester.

Sådanne alternativer kunne være løsninger, der ikke er baseret på reklamefinansierede forretningsmodeller. De er ofte datamonopoler, der forhindrer nye innovative tjenester. Tech bør reguleres. Som al anden økonomisk aktivitet. Det er forkert og naivt at tro, at bare fordi “der er tale om ny teknologi”, så skalsamfundet blande sig uden om.

Techgiganterne skal betale deres andel

Men fokus bør være på at skabe rammevilkår, der gælder for alle. Store tech giganter såvel som små tech startups. Regulering skal sikre en reel fri konkurrence. Dette handler om nyfortolkning af “traditionel” konkurrenceret. Mange af reguleringsværktøjerne ligger lige for. De skal ikke genopfindes men blot benyttes.

Også uden en nyfortolkning af konkurrenceregler, bør Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen træde i karakter og adressere techgiganternes rolle på de danske markedet. Ligeledes bør Datatilsynet sikre, at Danmark tager ansvar for danske borgere i forhold til techgiganterne.

Og så skal vi ikke glemme skat. Det er vigtig at få opdateret internationale regler om beskatning af digitale tjenester og immaterielle rettigheder, herunder reglerne om transfer-pricing. Techgiganterne skal også betale deres del af den skat, der opretholder det samfund, som de små techstartups bidrager til.

Kilde Opinion i Børsen Online 27-10-2019:

Udgivet i Danish | Tagget , , , , , | Kommentarer lukket til Kronik: Hvordan håndterer vi techgiganterne uden at følgeskade danske startups?